Black (metal)

Hvis du ikke er bekendt med punkgruppen Poison Ruïn fra Philadelphia, så bliver du det nu! Gruppen har kun et par år på bagen, men har allerede etableret sig som et navn i den moderne punkundergrund. De beskriver sig selv som ”feudal-punk”, hvilket egentligt betyder, at musikken skal forstås som soundtracket til den store bonderevolution, Skipper Klement-style.

Med en lyd, der kan beskrives som ”black metal uden metal”, lyder gruppen som, hvad der ville ske, hvis Midnight og The Ramones jammede løs en våd aften – så find læderjakken og brynjehjelmen frem, for nu skal Herremanden have prygl!

Du finder sikkert aldrig ud af, hvem Poison Ruïn var

Härvest lyder som en glemt plade fra 60’erne. Lyden er skramlet, strengeinstrumenterne dækket af uld, og vokalen nærmest begravet i mixet – det er så ekstremt retro, at man vitterligt betvivler, hvorvidt pladen er fra 2023 eller ej. Men novra, hvor er det dog grundlæggende charmerende!

Der er noget urkomisk over hele konceptet med ”60’erpunk møder middelalderfantasy” – to ting, der normalt fremstår som de vildeste modsætninger, hvor den ene repræsenterer det rå og seje, og den andet det ekstremt nørdede – så point for originaliteten!

Og Poison Ruïn er nogle seje drenge, der svinger deres stridsplejle imod alle dem, som undertrykker manden på gulvet, som en anden Prins Valiant i spandex. Et nummer som ”Resurrection II” giver en lyst til at drøne ned ad kajen på en tunet knallert som en anden Charly, og ligeså stinker ”Bastards Dance” af værtshusslagsmål i provinsen.

Dog er Härvests største styrke også dens største svaghed. For albummets simplistiske charme bliver hurtig ret så repetitiv, og man indser, at det er ikke, fordi det vælter ud med tricks fra bandets ærmer. Det, de gør godt, gør de dog godt. Eksempelvis er åbningsnummeret ”Pinnacle of Ecstascy” fremragende, og ”Torture Chamber” ligeså, men der er ingen grund til, at der er hele ni numre på albummet, for reelt set lyder det mest af alt, som om man hører de samme fire-fem numre om og om igen – ligeså kunne sjæleren ”Slowly Through the Dark” nemt være blevet sparet væk. 

Less is more

Nok er der tale om sej musik, men sejhed er ikke alt; jeg savner dybde og perspektiv, hvilket man måske ikke altid skal forvente af punk – det tillader jeg mig dog alligevel. Havde Härvest været en EP, ville resultatet have været langt bedre, for da havde man fået trimmet meget af fedtet fra, og ergo havde udgivelsen stået langt skarpere. Men kritik til trods så er Poison Ruïn et ganske udmærket retropunkband, og Härvest en godkendt udgivelse med masser af charme, selvtillid og lækkert hår.