Brutal død og bred appel går jo hånd i hånd

At et indonesisk metalband aldrig har haft det store internationale gennembrud, kommer nok ikke rigtig bag på nogen – specielt ikke når landet i metalkredse er mere kendt for deres præsident Joko Widodo, som er så stor metalfan, at han har fået et signeret Master of Puppets vinylboxsæt i diplomatisk gave af Lars Løkke Rasmussen. Dog har landet en utrolig bred metalscene, hvor specielt den brutale dødsmetal er overraskende stor – en stor brutal dødsmetalscene gør sig faktisk gældende i mange asiatiske lande. Hvorfor vides dog ikke. Men et af de mange indonesiske bands i denne genre er Perveration, der netop er aktuelle med deres anden plade Putrefaction of Infinite Apogee.

Endnu en grund til at godstoge ikke hører til i beboelsesområder

Som utallige andre bands i genren er Perveration også faldet i Suffocation-gryden som barn, og i stedet for at komme op til overfladen er indoneserne blevet liggende og kogt ind til et tungere og mere brutalt koncentrat.

I modsætning til debuten Perversion in Manifest Disease, der bare var Suffocation-kødhakkeren fyret op på 11 med pot og pande-produktion, så har Perveration forbedret sig på samtlige parametre denne gang. Alternativet ville også have været af ringere kvalitet end grovhakket leverpostej. Guitaren rykker sprødt som et godstog, der laver donuts i dit nabolag, mens trommer og bas agerer halen af vogne, som pulveriserer og lemlæster alt på sin vej. Vokalen med sin kaffeafkalkningsklang lægger sig selvfølgelig pænt i det hele uden at gøre meget væsen af sig. At Perveration har lært noget siden debuten, viser sig dog for alvor på “Infernal Apogee” og “Chaotic Spreading”. Strukturen, breaksne og især groovesne lugter langt væk af Dying Fetus og giver især breakdownet på sidstnævnte en fantastisk ulækker, nærmest kloakslamsindsølet kvalitet, som føres med over på “Devouring Voraciously”.

Hvor fedt det dog end er at høre et godstog trække brændere, mens murbrokker, kloakslam og legemsdele står ud til alle sider, så begår Perveration samme fejl som eksempelvis Molested Divinity, Facelift Deformation og Diphenylchloroarsine også har gjort. Variationen numrene imellem får den danske filmbranche i 70’erne til at fremstå som diversitetsduks. Havde jeg ikke tracklisten, kunne jeg have svoret på, at “Eviscerated Innards” og “Abominable Dismembered” var nøjagtigt samme nummer. Ikke fordi indoneserne skal gå Cattle Decapitation eller Afterbirth i bedene, men pladen kunne have været peppet op med lidt groovy deathcore a la Korpse, Analepsys mere melodiske indspark eller måske Disentombs dissonante post-død – alt, der var mere end en håndfuld grooves og pinch harmonics, ville blive modtaget med kyshånd. Selvfølgelig, når man har stemt alt ned i den uudgravede etage under kælderen og valgt en produktion, som gør sit ypperste for kun at fremhæve de tektoniske pladers vibrationer, så har man også gjort betingelserne for variation unødigt svære.

For dig, som elsker beige

Har man et brændende ønske om bare at få sin øregang tævet sønder og sammen uden megen ændring i, hvor slagene rammer, så er Putrefaction of Infinite Apogee en plade, du kommer til at knuselske som den teddybjørn, du havde som barn. For Perveration gør som sådan ikke noget forkert. Pladen falder bare totalt i et med det tapet, som allerede består af et utal af nyere brutale dødsmetalbands, hvor fokus desværre udelukkende ligger på det tunge og det tonsende, og hvad end af variation, der kommer, er mere held end forstand.