Orden muss sein

Det er ikke tit, at jeg anmelder powermetal, men trods det, og trods at jeg ofte slår på genren på samme måde, som en fordrukken stedfar slår sine børn, så kan jeg faktisk godt lide genren . Det er desværre dog tit en kamp (eller rettere, et episk slag, når nu vi har med powermetal at gøre) at finde en udgivelse, der ikke bare er endnu en pinlig suppedas blottet for nytænkning og vision. Så da jeg så, at Orden Ogan – et band vi har givet ti tre gange i streg – så måtte jeg jo straks i gang for at se, om de muntre tyskere kunne producere noget power, som ville være vand på min mølle.

Ufarligt og blankpoleret

Uha, hvor skal man dog starte med Final Days? Vi har jo at gøre med et tysk powermetalband, og dem er der mange af. Men trods det, så kan Orden Ogan endnu engang sætte kryds ved samtlige af genrens klichéer, men det er vel også meningen … Eller det håber jeg da. Bare kig på coveret, der viser bandets sædvanlige maskot, den udødelige Aleister Vale, denne gang som en form for cyborg-stormtrop med en postkasserød iltmaske, der tryller med tordenkugler. Det cover SKRIGER euro-powermetal! Det er så rædsomt et billede, men samtidig siger det alt om musikken – som er lige så overdrevet og ”in-your-face” som coveret. Desværre er det også totalt ufarligt og blankpoleret, præcis som den dragt han har på. Det er, som om det eneste ord bandet har haft i tankerne, da de skrev albummet, var ”episk”, hvilket så er blevet til at samtlige ti numre alle skal lyde så store og majestætiske som muligt, men når ALT skal lyde episk, ender det med, at intet lyder episk. Der er dog lyspunkter hist og her som ”Heart of an Android”, som er en virkelig solid åbner, der desværre lover mere, end albummet kan holde. Ligeledes tilføjer ”Interstellar” lidt tempo, nok takket været gæsten Gus G, og en snert af folk, hvilket nok egentlig clasher med albummets sci-fi-tema, men pyt skidt, man drikker vel også lunken øl i rummet?

Men apropos tempo, så er det nok det, der mangler allermest på Final Days, for når jeg tænker powermetal, så tænker jeg guitarriffs så hurtige, at blitzen virker som køen til Dæmonen i turistsæsonen. Og jo jo bevares, det er ikke, fordi Orden Ogan er blevet til et Sun O)))-coverband siden Gunmen, men de har godt nok heller ikke travlt – helt galt går det på balladen ”Alone in the Dark”, som bedst kan beskrives som skrækkeligy kedelig fællessang. Så har vi et nummer som ”Black Hole”, som egentlig godt kunne være et Defectonummer – om det er godt eller skidt, vil jeg lade være op til læseren. Men uanset association er det og førnævnte ”Heart of an Android” nok de to numre, der mest gør sig fortjent til at få stemplet ”metal”. At man så stadig savner noget power, er en helt anden sag, om end den absolut mest pressende af slagsen. For der mangler simpelthen slagkraft på det her album. Det er, som om bandet ikke vil bryde med deres episke, melodiske facon – hvilket er en skam, for det ville være meget, meget klædeligt. Ligeledes ville det være klædeligt, hvis de havde droppet de digitale computerlyde. Jeg er med på, at det er en del af albummets koncept, men det var lilletrommen på St. Anger også, og det fik den ikke til at lyde bedre.

Ryst posen!

Final Days fortsætter på mange måder, hvor Gunmen slap, for du får præcis det samme, som det album tilbød: en række overproducerede sange med alt for store armbevægelser, og størstedelen af dem kunne have været med i Eurovision. Men det er omvendt også det, som Orden Ogan altid har lavet, så det er det, de er kendt og elsket for. Men derfor er det tilladt at prøve at forny sig nu og da, og nej, at optage lyden af en, der sparker til en iPad, tæller simpelthen ikke. Final Days er ikke et dårligt album, men det er heller ikke et godt et – det er på alle måder utrolig gennemsnitligt og ensformigt.