Obduktion - Obduktion

Obduktion

Udkom

Type:Demo
Genrer:Grindcore, Death metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Døden skal have en årsag

Hvis der er mistanke om, at et dødsfald ikke er naturligt, men på grund af enten en forbrydelse eller uforklarlig sygdom, så udføres en obduktion. Et interessant foretagende hvor et lig smides på et koldt stålbord, hvorefter en lettere makaber udgave af Robert Redford klassikeren Hestehviskeren udspiller sig – dog med valgfri elementer af romantik og skamfering af lig i stedet for træning af heste. Et andet sted, hvor kontrolleret skamfering af lig med valgfrie elementer af romantik også finder sted, er Slagelse hos duoen Obduktion, der i august udgav demoen Obduktion.

Praktik er jo en del af uddannelsen

Når man navngiver sit band Obduktion, ville det være nærliggende at give sig i kast med dansksprogede covernumre af Autopsy, men de to gutter Lewis og Emil har i stedet begivet sig ud i den altid dejlige goregrind.

At åbne en goregrinddemo med et klip fra De Grønne Slagtere giver altid lidt billige point. At bandet på “Radbrækket” derefter graver liget af Exhumeds tidlige dage op, giver det en tur gennem kødhakkeren, giver bestemt også point. Og ikke den billige slags. Det grindede punkkaos giver i intens nærkamp med de gorede døds-grooves et billede af en vellykket omgang social acceptabel partering af lig, hvor de primære remedier var hækkeklipper, rundsav og mukkert. Det er råt, groft og underholdende. Og for at sætte to streger under vigtigheden af en plade som Exhumeds Gore Metal, så går Obduktion hele vejen på Hemdale-coveret “Delicious Gory Fun”. Originalens grind-rabalder bibeholdes, men i samspillet med den skærende gore-guitar, hvor alle savtakker mod ribbenene plus vokalens vekslen mellem blodkvalte brøl og raspede sindssyge råb rammer Obduktion en lyd, der for alvor er tiltrængt på den danske gore-scene. Det er friskt, indbydende og ildelugtende, præcis som en strandvasker, som har ligget i den bagende sol i en uges tid.

Var de resterende fem minutters tid af Obduktion lige så meget “gory fun”, så havde jeg straks bedt duoen om at sparke døren ned til Sewer Haul og Rådden Rektalvæske for at få en turne op at stå. Men her behøves ingen obduktion for at fastslå dødsårsagen. “Lemlæstelse af et Kadaver” følger “Radbrækket” trop — både på tracklisten, men så sandelig også i lyd, opbygning, og hvad man ellers kan tyvstjæle fra et stykke musik. Fair nok, at duoen er helt pjattet med at lege doktor med haveredskaber, men når liget allerede er knust til ukendelighed, så får morskaben hurtigt ben at gå på. “Syfilis Forrådnelse” måtte dog ikke lade livet på grund af syfilis, men ganske enkelt kedsomhed. Fair nok, at der er behov for at sænke tempoet en anelse, men at spille et Undergang-riff i Mortiferum-tempo og tro, at et lydklip kan opveje den manglende stemning af klistret drypstenshule og neandertalersved, så er det vist det hvide snit og ikke en obduktion, vi er ude i.

Nyopgravet undergang

Havde Obduktion nøjedes med 4 minutters dejlig V8-pumpet Exhumed-rundsavs-grind skåret i et smukt Y på min torso, så havde jeg gladeligt lagt mig op på stålbordet og bedt dem om at komme i gang. Men at sælge de samme lemlæstende riffs, som to forskellige dødsårsager, samtidig med at tingene trækkes i langdrag, så er jeg noget mere tilbageholdende med at lade duoen åbne værktøjskassen.

Tracklist

  1. Hakket Itu
  2. Radbrækket
  3. Lemlæstning af et Kadaver
  4. Syfilis Forrådnelse
  5. Delicious Gory Fun (Hemdale Cover)