Dawn of the Blackened Død
Der skete noget med dødsmetallen i 1993, hvor der udkom en stribe album, der føjede ny opfindsomhed og ikke mindst en forkærlighed for melodi til den traditionelle Florida-død. Indtil da var det primært Death, der rigtigt skilte sig ud fra mængden, med stadig mere teknisk og progressiv dødsmetal. Svenske At the Gates havde godt nok taget tilløb til det før, men i 93 tog det for alvor fart. To så forskellige album som Heartwork fra Carcass og The Somberlain fra Dissection er nok de mest kendte, men kort før begge disse nu legendariske og højt besungne udgivelser udkom faktisk et andet lille mesterværk, nemlig The Nocturnal Silence fra svenske Necrophobic. Det kan dermed med nogen ret kaldes for det første blackened death metal-album, men det var ikke bare det (måske) første, det var også sindssygt vellykket. Svenskerne har været aktive lige siden, selvom eneste tilbageværende oprindelige medlem er trommeslager Joakim Sterner, og nu sender de niende album på gaden, Dawn of the Damned.
Et melodisk frontalangreb
Generelt har Necrophobic, der tog deres navn fra Slayer-sangen af samme navn fra Reign in Blood, holdt temmelig højt niveau alle årene, og det gør de sandelig også denne gang. Stilen er Gorgoroth møder Iron Maiden, om man vil, og der leveres som altid både musikalitet og teknik på højt niveau. Det er ikke ligefrem nyskabende, for svenskerne er nærmest fundamentalistisk tro mod deres velkendte stil stort set hele vejen igennem dette album. Det hører man tydeligt på en sang som ”Mirror Black”, der med en melodisk og bombastisk start og derefter med heftige riffs og headbanging-inducerende omkvæd er næsten lige så catchy som ”Tsar Bomba” fra 2018’s vellykkede Mark of the Necrogram.
”The Infernal Depths of Eternity” byder på nogenlunde lige dele frontalangreb med death- og black-riffs. Mod slutningen af nummeret gentages den Maiden-inspirerede intromelodi, som der på smukkeste vis bygges videre på resten af vejen. Det er solidt konstrueret og bare godt håndværk, selvom det selvfølgelig også er et skoleeksempel på præcis det, der skræmmer traditionalisterne væk fra netop denne subgenre.
At der trods alt er lidt variation fra de velkendte blackened-formler, oplever man på ”The Shadows”, der bortset fra vokalen er en tur tilbage til 80’ernes speed metal, men hold nu op, hvor det med smittende fandenivoldskhed fungerer! “Devil’s Spawn Attack”, der har Destructions Schmier med på gæstevokal, byder på lidt old school stemning med Slayer- og især Destruction-riffs strøet over det hele. Det er således ikke helt ulogisk at invitere Schmier ombord, og hans lyse skrig supplerer da også vokalist Anders Strokirks letforståelige råben perfekt. Fremhæves bør i øvrigt også guitaristerne, især lead-arbejdet fra tilbagevendte Sebastian Ramstedt, der leverer ekvilibristiske og opfindsomme soloer hele vejen igennem.
Fremragende underholdning
Der er ikke meget negativt at sige om dette album, udover at det ikke er alle sange, der helt holder samme høje niveau, og heller ikke alle riffs, der nødvendigvis står lige skarpt. Og når nu Dawn of the Damned ikke tilføjer noget som helst nyt i forhold til tidligere Necrophobic-album, så kan man spørge sig selv, om det så til gengæld gør noget bedre? Til det spørgsmål må man bare svare nej. Men det er indvendinger i småtingsafdelingen, når et album har så mange højdepunkter. Og på den anden side så skal et band på ingen måde skamme sig over at levere musik som dette, mere end 30 år efter de stod i øveren sammen for første gang. Denne anmelder var fremragende underholdt ved hvert et gennemlyt og kvitterer med 8 kranier.
