My Dying Bride - Bring Me Victory

Bring Me Victory

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Death metal
Spilletid:28.10
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Denne udgivelse fra My Dying Bride er en fire-numres EP samt en bonussektion med videoen til titelnummeret, "Bring Me Victory". Udover titelnummeret på Epen, som også er at finde på seneste opus fra My Dying Bride, er der inkluderet to coverversioner ("Scarborough Fair" og "Failure") samt et enkelt livenummer, "Vast Choirs".

De to coverversioner viser en mere afdæmpet side af bandet, dog med det melankolske i behold, og netop det melankolske for My Dying Bride er da også formidlet på fin vis – specielt brugen af violin på "Scarboough Fair" løfter nummeret på eminent vis og på trods af nummerets stillestående karakter får My Dying Bride smidt den nødvendige variation ind i nummeret, så nummeret ikke blot går i tomgang.. Coveret af "Failure" (nummeret er originalt lavet af Swans) lyder mest af alt som ’My Dying Bride goes Nick Cave’ og det giver en helt anden og mere løs stemning end tilfældet var med "Scarborough Fair". Igen er forcen ved nummeret den stemning som My Dying Bride har fået indkapslet, og for denne anmelder er dette det mest memorable ved de to coverversioner.

Sidste nummer er en live-version af "Vest Choirs" og her får My Dying Bride gjort op med myten om at doom bands udelukkende kan spille langsomt og tungt – "Vast Choirs" er et nummer af næsten dødsmetallisk karakter med masser af dobbelte stortrommer og langt højere tempo end doom-genren er kendt for.

Alt i alt er "Bring Me Victory"-Epen meget afvekslende og viser mange sider af My Dying Bride, hvilket giver ’nybegyndere’ et indblik i hvad for en størrelse My Dying Bride er. For fans af bandet har Epen bestemt også en værdi i form af eksklusive numre, henholdsvis coverversionerne samt live-udgaven af "Vast Choirs".

Uden at levere decideret skelsættende materiale formår denne udgivelse at tilfredse fans med lidt rariteter samt give nye fans indblik i hvad for en størrelse My Dying Bride er. Et ganske udmærket udspil fra My Dying Bride.