Moonspell spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Moonspell - Alpha Noir

Alpha Noir

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Spilletid:40.34
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

4 år er der gået siden Moonspells sidste opus magnum Night Eternal ramte folks bevidsthed. Et værk som på mange måder fangede og fængslede lytteren med en sublim blanding af brutal melodisk døds metal og den vante gotiske vampyr stil. På Alpha Noir" tager de portugisiske drenge atter teten op fra denne symbiose og bevæger sig med selvsikker stil ud af samme tangent: Igen er lytteren fanget i en teatralsk atmosfære, men hvor forrige udspil Night eternal manifesterede sig måske noget mere dystert i lytterens oplevelsessfære, syntes jeg, at Moonspell har skruet mere op for rytmespillet og tempoet på Alpha Noir" Pladen er på mange måder mere thrashet og til tider lurer ligefrem inspiration fra guitar virtuoserne Amott (Arch Enemy) i baggrunden; trommerne får frit løb og veksler fint mellem det groovy og blastbeats; Ribero growler med intensitet, men desværre har han lagt den melodiske klang mere eller mindre på hylden; keyboards er hellere ikke så fremtrædende, som tidligere, men ligger en fin bund på det subliminale plan.

Moonspells nyeste udspil er på ingen måde et mesterværk: Alpha Noir er ikke et album der vil skrives historie om – i hvert fald ikke, hvis vi sammenligner med en plade som Wolfheart, det er cd’en i sig selv for unuanceret til og dertil har bandet bevæget sig for lidt i forhold til f.eks. deres forrige album Night eternal Pladen har på mange områder også en tendens til at træde lidt i monotoniens musikalske fodspor, hvilket kommer til udtryk ved, at det til tider kan være lidt svært at adskille de enkelte skæringer fra hinanden. Ribero kunne også passende veksle noget mere mellem ren og råbe vokal, netop for at skabe et mere nuanceret billede af Moonspells musikalske univers.

Når det så er sagt, må jeg indrømme, at den her plade på ingen måde er udtryk for en middelmådighed, som man måske skulle tro, men på mange områder stadig fanger lytteren i et musikalsk jerngreb: der findes ikke mange bands, der formår at skabe et univers, som med sin teatralske musikalske tilgang fortryller sin lytter, med en blanding af apollinsk musikalsk præcision og dionysisk vildskab – og dette står jeg ved, selvom at jeg stadig syntes at musikken på Alpha Noir" på mange måder er for tendentiøs i sine rytmiske manifestationer, hvilket underkommunikere det generelle faustiske udtryk, som var kendetegnet på tidligere skiver, som f.eks. Wolfheart, Irrelegious og Sin pecado.

Tracklist

  1. Axis Mundi
  2. Lickanthrope
  3. Versus
  4. Alpha Noir
  5. Em nome do Medo
  6. Opera carne
  7. Love is Blasphemy
  8. Grandstand
  9. Sine Missione