Mightiest - SinisTerra

SinisTerra

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det er aldrig for sent – Mightiest udgiver glimrende debutalbum efter 20 års eksistens.

Behemoth møder Dimmu Borgir i en effektiv, tysk cocktail.

Mit kendskab til bandet forud for denne anmeldelse var meget begrænset, men Mightiest har tilsyneladende været en del af den tyske black metal-undergrund siden den anden bølge af black metal var på sit højeste i start-/midt-90’erne. På trods af bandets lange historie er det først nu, at bandet udgiver sit første reelle fuldlængde album. Mightiest spiller en slags storladen, melodisk black metal med store skvæt traditionel heavy metal blandet i og sågar en gang death metal hist og her. Heldigvis er produktionen temmelig rå og brutal i udtrykket, hvilket gør bandet en smule voldsommere at lytte til, end bands som Dimmu Borgir f.eks. Også vokalen, der minder lidt om Nergals, gør, at Mightiest styrer sikkert uden om det cheesy og polerede. Bassen ligger dejligt langt fremme i lydbilledet, det giver ekstra smæk for skillingen.

Jeg synes, det fungerer for Mightiest, udtrykket er deres eget, og jo flere gange man lytter til sangene, jo mere folder de sig ud. På trods af, at man kan høre både Behemoth, Dimmu Borgir og tidlig Dark Fortress i bandets musik, synes jeg ikke, det er rimeligt at klandre bandet for at være et plagiat. Det er ikke nyskabende, men en særdeles gennemført og veludført black/death/heavy metal-hybrid, Mightiest forsyner os med.

Er du til Behemoths ”Satanist”, vil du kunne lide SinisTerra!

Jeg vil anbefale SinisTerra til fans af Behemoths ”Satanist”, da SinisTerra lægger sig stilmæssigt op af den, uden dog helt at komme på højde med Behemoths nyeste. Faktisk er det af og til tæt på, og det er da noget af en bedrift. Pladens åbningsnummer ”Devour the Sun” ville ikke have skilt sig negativt ud på polakkernes sidste skive, imponerende! Det kan så diskuteres, om det er en kunst at lægge sig så tæt op af et etableret band, men faktum er under alle omstændigheder, at Mightiest har leveret et habilt black/death metal album, der bør være af interesse for et større publikum.

Tracklist

  1. Devour the sun
  2. Animalevolence
  3. SinisTerra
  4. Soular eclipse
  5. Oceanic empires
  6. The Purifire