Solid sammenhæng fra seriøs supergruppe
Undtagelsen, der bekræfter reglen
Det er fuldt ud forståeligt, hvis man efterhånden har nået det punkt, hvor man på det nærmeste brækker sig over de såkaldte supergrupper. Engang var de et friskt pust, der lavede spændende og eksperimenterende crossover-projekter, men i nyere tid er mange af dem intetsigende hyggestunder i et studie, som kun de involverede musikere forstår at sætte pris på.
Metal Allegiance er dog en undtagelse. De herrer Mike Portnoy, David Ellefson, Alex Skolnick og Mark Menghi har på deres andet album, Power Drunk Majesty, fundet deres egen superfede lyd og skrevet et par håndfulde rigtig gode numre, der bestemt er værd at lytte til.
Strømlinet, sammenhængende og smittende
Metal Allegiance debuterede i 2015 med et selvbetitlet album, hvor konceptet var, at de på hvert nummer havde forskellige kendissangere i front. Folk som Randy Blythe, Phil Anselmo og Chuck Billy havde fået stukket en sang i hånden, som var skrevet med deres respektive foretrukne stilarter in mente, og det kom der en nogenlunde, omend lidt hurtigt glemt, plade ud af.
Problemet med denne slags skiver er ofte, at der er nogle glimrende numre på albummet, men som helhed er pladen ikke homogen, og den ellers så vigtige røde tråd er ikke-eksisterende.
Selvom konceptet er det samme denne gang, er den helt klare styrke på Power Drunk Majesty, at der netop er en rød tråd, der gør skiven sammenhængende. Igen er der på hvert nummer forskellige sangere samt skelet til den enkelte forsangers stilmæssige præferencer, men numrene er skrevet ud fra en mere strømlinet skabelon, end det var tilfældet på forgængeren, og det er en fornøjelse at høre, hvordan supergruppen lyder mere som en sammentømret enhed i forhold til tidligere.
Bedst er helt klart “Mother of Sin”, sunget af den altid sublime Bobby Blitz fra Overkill, men numre som “Bound By Silence” med John Bush fra Armored Saint og “Voodoo of the Godsend” med Max Cavalera – selvfølgelig komplet med brasilianske tribalrytmer og jungletrommer – er bestemt også et lyt værd.
Veteran-thrash til folket
Power Drunk Majesty er et markant mere homogent album end sin forgænger, og rummer sange af høj kvalitet. Supergruppe-aversionen kan man godt pakke sammen, og derefter bruge lidt tid på albummet, for det er faktisk rigtig fornuftigt. Portnoy, Ellefson, Skolnick og Menghi har – i modsætning til sidste plade, hvor fokus var rettet mod de enkelte sangere –rettet fokus mod dem selv, gruppens lyd og sangenes sammenhængskraft. Det kan man hurtigt og solidt konstatere er lykkedes. Fans af den første skive vil elske Power Drunk Majesty, men alle thrash-fans generelt kan også sagtens være med. Det er nemlig en rigtig solid skive, som langt de fleste kan rocke med på.
