Thunderball uden Sean Connery

Melvins er ude med ny skæring næsten præcis et år efter Tarantula Heart. Det er en overraskelse af samme rang, som at vinter er koldere end sommer, at covid-virusset stammer fra Kina, og at Kurt Cobains soloalbum lader vente på sig. Men at der er masser, ja måske endda for meget Melvins, er irrelevant, når bare kongerne af den dybe stenertallerken bliver ved med at smide nyt af sig. Til Thunderball har de sågar kastet den altid stabile og habile Dale Crover af for at præsentere sig i deres oprindelige besætning a la årgang 1983. Men er det egentlig relevant?

Back to the F… 1983

Melvins 1983 er Buzz Osborne, oprindelig trommeslager Mike Dillard, Void Manes og Ni Maîtres. Det er første gang, Dale Crover overhovedet ikke er med. Der har før været projekter, han kun i et mindre omfang medvirkede på blandt andet Basses Loaded. Men her får vi 100% Crover-fri Melvins, og de starter genkendeligt med ”King Of Rome”, der indledes med et enligt forvrænget klassisk Buzz-riff, som får lov at stå længe nok til, at man når at tænke, om Melvins har lavet et album kun for guitar. Men nej, ”King Of Rome” er en kort og kontant ærke-Melvinsk rocker af rang. Den åbner glimrende ballet, men viser sig langt underlegen i forhold til albummets resterende tre monstrøsiteter, for Melvins har fundet den store spade frem. Og de graver dybt.

Den åbenbaring viser sig dog først ved tredje skæring, for nummer to er blot et par minutters atmosfærisk effektleg, og ved første lyt kan det virke lidt tidligt, men når man først er gennem den 11 minutter lange efterfølger, ”Short Hair With A Wig”, forstår man den underlige sekvensering. De to minutter respit er placeret med omtanke og fungerer som en god mundfuld luft, inden man kaster sig ud i ”Short Hair With A Wig”s monstrøse og næsten et halvt minut lange riff. Spillet på skæve versefødder, som gør, at den først sidder der efter en del koncentrerede genhør for at lande som en uimodståelig ørehænger. Nummeret er for så vidt simpelt: Bassen indleder med omtalte kongeriff, Osbornes guitar falder ind og runger løs, indtil vokalen melder sig. Riffet udgør reelt både omkvæd og broer, og hen mod slutningen kunne redigeringskniven måske godt have faldet lidt før.

Tretrinsraketten ”Victory of the Pyramids” klasker på bandtypisk manér tre af hinanden uafhængige stonersange sammen. Det hele fremragende initieret af et næsten Creedence-punkrocket instrumentalt riff-forløb, der lander i midtpartens ypperligt solide og prunkløse punkdel for så at zone ud over sidste halvdel i tonstung atmosfærisk sludgedoom. Dét er Melvins, hvis nogen er i tvivl. Pyramiden sejrer dog sig selv ihjel, for atter løber spilletiden ud over egen sengetid. Og der siges godnat med manér på ”Venus Blood”, som er Melvins, når Melvins er bedst. En aldeles sublim og supersyret afslutter, hvorefter man straks er klar til endnu en omgang tordenbold.

Great Scott!

Tal om et album, der lever op til sin titel. Melvins er stadig Melvins selv uden Dale Crover. 1983-besætningen betyder dermed ikke et hamskifte, Dillards trommespil skiller sig på ingen måde ud, og Void Manes og Ni Maîtres tilfører blot lidt syrede lydkulisser, så alt er ved det gamle. For Thunderball er Melvins, når de gør det, de skal, men dog ikke gennemgående rammer deres bedste, som det skete for et par år siden på Bad Moon Rising. Men det er også en uforskammet høj barre at sætte.

Sæt tordenbolden i gang, den skal nok smadre dine højtalere, sende naboen på boligjagt og give dig et solidt skud tinnitus.