Majesties - Vast Reaches Unclaimed

Vast Reaches Unclaimed

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

That which is dead may never die

For et par uger siden postulerede jeg andetsteds her på siden, at musikere skulle holde sig for gode til at forsøge at genoplive det, der nu engang er dødt. Men det memo har amerikanske Majesties øjensynligt ikke modtaget. Kvartetten lægger nemlig ikke skjul på, at de er sat i verden for at revitalisere den mytiske svenske melodød, der havde en kort, men særdeles slagkraftig storhedstid fra midt-90’erne og frem til årtusindeskiftet. Dristigt eller dumdristigt? Buckle up …

Liftoff!

Det er de færreste af os, der vågnede op en morgen, satte os op i sengen på teenageværelset og kastede Absolute Music-CD’erne i skraldespanden til fordel for Necroticgorebeast, Dying Fetus eller Goatwhores fineste værker. Find mig et metalhoved, der er væltet ud af livmoderen i en flod af mjød med et tohåndssværd i næverne til lyden af Bathory eller Týr. De findes ikke. Vi havde alle et tidspunkt, hvor nervebanerne i hjernen endnu ikke var blevet udtrådt af årelang eksponering mod ekstremmetal i forskellige afskygninger. Men alt, hvad du skulle bruge for at få smag for de højere kunstarter, var en dråbe. En sommeraften på stuegulvet med dine forældres Rolling Stones-pladesamling på anlægget. Enter Sandman i bilradioen på vej hjem fra fritteren. Et flygtigt zap forbi Headbanger’s Ball på MTV. Dengang, hvor onkel Jan i en ti-hestes-brandert fremførte Queen’s ”Stone Cold Crazy” til dine bedsteforældres kobberbryllup. Den første lille håndfuld gødning, den spirende fascination, der vækkede interessen til live. Mit personlige Big Bang-øjeblik var, da jeg første gang tilfældigvis hørte guitarsolen i ”December Flower” fra In Flames’ ikoniske The Jester Race. Jeg faldt bogstaveligt talt ned af min stol og var næsten ved at tage min stationære computer med i faldet. Blodet brusede i ørerne. Hvordan, tænkte jeg, kan noget være så storladent og samtidig så letfordøjeligt? Så melodisk sorgfuldt og samtidig så knusende potent? Suck it, Boogie-listen! Jeg kiggede mig aldrig tilbage.

Men ak, med årene sker der jo det uundgåelige med metal som med alt andet her i livet, der føles rart; tolerancetærsklen hæves, og der skal stadigt stærkere sager til for at aktivere dopaminreceptorerne. Hvor mange hundredvis af plader hører man ikke i løbet af et kalenderår – navnlig når ens sidegeschäft er at kloge sig om dem på skrift? Man kan ikke undgå at blive en smule mættet; ja, nogle vil sige kynisk. Jeg havde derfor også næsten afskrevet Vast Reaches Unclaimed på forhånd, fordi Majesties lod til at have sat sig for at bestige et ubestigeligt bjerg. Er der overhovedet nogen, der længere kan begejstres over melodisk dødsmetal – en genre, der har været udbrændt i snart 30 år? Jeg var mavesur på forhånd, men fordommene skulle heldigvis vise sig at blive gjort til skamme. Eftertrykkeligt.

Når man sætter Vast Reaches Unclaimed i ørene, er det første, der slår en, hvor vellykket produktionen er. Man er på forunderlig vis lykkedes med at få instrumenterne til at stå knivskarpt i lydbilledet og samtidig emuleret den semi-lo-fi-fornemmelse, der tegnede genrens epokeskabende værker fra 90’erne. Tanner Anderson er ingen Mikael Stanne eller Anders Fridén, men han bruger – med pæn succes – den samme forpinte, skingre vokalteknik, der var Fridéns varemærke i pre-Clayman-æraen. Det næste, man bider mærke i, er, hvor sindssygt veludført konceptet er. De fire herrer har lavet et grundigt stykke forarbejde og fusioneret den ”klassiske” Göteborg-lyd fra de tre store (In Flames, Dark Tranquility og At the Gates) med et mere futuristisk sci-fi-udtryk, der trækker tråde til nyere bands som Scar Symmetry og Solution .45. Pladen er spækket med guitarsoloer, progressive trommemønstre og flænsende guitarharmonier, men også en ukarakteristisk fremtrædende bas. En lille genistreg fra amerikanerne vil jeg vove at påstå, for det giver altså lydbilledet en helt anden dybde. Kunne man have ønsket sig flere akustiske passager eller sågar folk-elementer, hvis Vast Reaches Unclaimed skulle være endnu tættere på originalproduktet? Tja. Det er en smagssag. Henset til at Majesties jo er fra USA og givetvis aldrig har sat fod i en svensk tundra eller badet i en elv, er der ikke noget at sige til, at de har valgt en mere futuristisk vinkel end den, vi kender fra de her breddegrader, hvor mytologi og folkesagn nærmest er en integreret del af de fleste subgenrer. Men hovedattraktionen på Vast Reaches Unclaimed er hverken produktionen, bandets tekniske virtuositet eller autencitet. Det er den rå underholdningsværdi. Det er sjovt album at lytte til, og det er tydeligt at høre, at Majesties har haft det sjovt, da de lavede det. Flere steder har de nærmest plagieret grundtegningerne fra deres svenske forgængere (”Verdant Paths to Radiance” som det grelleste eksempel), men det hele eksekveres med kæmpestore armbevægelser, en smittende energi og en skruppelløshed, som man bare ikke kan lade være med at overgive sig til. Hør introen til ”Seekers of the Ineffable” eller omkvædet på ”Our Gracious Captors”, og fortæl mig, at det ikke giver et smil på læben! Alle numrene følger i sagens natur den samme grundopskrift, men Majesties er dygtige til at de tage de små geværgreb i kompositionerne, der gør, at man aldrig kommer til at kede sig. Tag blot albummets tre sidste numre til eksempel: den slow/mid-paced ”Temporal Anchor”, der glider over i dundrende blast beats og tempofyldte riffs på ”City of Nine Gates”, inden ballet lukkes af en akustisk outro på ”Journey’s End”. Tiden flyver som bekendt afsted, når man har det sjovt, og de 38 minutters spilletid er ikke et sekund for meget.

Er Minneapolis den nye melodød-hovedstad?

Hvis man har The Jester Race, The Gallery, Slaughter of the Soul og andre værker fra dødsmetallens melodiske guldalder stående hjemme i privaten, kan man godt se at få gjort plads på kaminhylden. En god bekendt, der deler min begejstring for genren, tøvede ikke med at kalde Vast Reaches Unclaimed for den melodiske dødsmetals pendant til Master of Puppets. Det udsagn skal man nok tage med et gran salt, særligt fordi det kommer fra en person, der tidligere har omtalt bagepapir i ark som ”kulminationen på 200.000 års menneskelig evolution”. Men selv hvis vi skal svinge os ned på et lidt mere afdæmpet niveau af patos, er der absolut ingen grund til at skorte på roserne. Majesties har på Vast Reaches Unclaimed formået at balancere nostalgi og nyfortolkning til perfektion, hvilket har resulteret i et værk, der er både elegant, interessant og ikke mindst særdeles underholdende. Bravo!

Tracklist

  1. In Yearning, Alive
  2. The World Unseen
  3. Our Gracious Captors
  4. Verdant Paths To Radiance
  5. Across The Neverwhen
  6. Seekers Of The Ineffable
  7. Sidereal Spire
  8. Temporal Anchor
  9. City Of Nine Gates
  10. Journey’s End

Kommentarer (1)

The Real Henning H

Honning

En fino anmeldelse. Nummeret i har lagt op har nogle Maiden-vibes. Ikke fan af melodød, -men det her lyder skidegodt...