Nu kun med en måneds forsinkelse
For knap et år siden droppede Lucid Graves demo ind ad brevsprækken hos Detektoren. Dengang havde demoen allerede fejret sin etårsfødselsdag, men bedre sent end aldrig med en anmeldelse. Det var en udmærket demo, men instrumenternes lige-ud-ad-landevejen-psykedelisk-stoner-rock matchede desværre ikke vokalen, der var marineret i en syrelage bestående af lige dele LSD og psilocybin. I maj sidste år begyndte bandet at indspille deres debutplade, og i slutningen af januar smed de Goddess of Misery på gaden. Ikke en titel, der indbyder til, man ryger fede og tager frimærker, men man kan jo blive overrasket.
Itsi Bitsi tag med mig til Nepal
Lucid Grave danser bestemt ikke om den varme grød på Goddess of Misery, hvor knap halvdelen af pladens samlede længde udgøres af åbneren ”Innocent Killer”. En seriøs – og ambitiøs – skæring, der tikker ind på lige over et kvarters spilletid, og fra første anslag er man ikke i tvivl om, det er de tunge støvede stonerriffs, der sætter dagsordenen. Når vokalens shamanistiske virkelighedsfjerne råb stemmer i, bliver lydbilledet fuldendt, og man føler sig straks hensat til Mexicos knastøre ørken, hvor ayahuasca bliver uddelt med rund hånd. Dette trip intensiveres kun, som nummeret fortsætter, og guitarens fuzz-riffs psycher mere og mere ud for ved tolvminuttersmærket at glide over i blødere toner, der giver lytteren fornemmelsen af at svæve på en sky.
Forventer man en lignende længerevarende oplevelse på resten af pladen, må man dog se sig en anelse skuffet. Dette betyder ikke, at Lucid Grave ikke har andet i godteposen på Goddess of Misery. Titelnummeret giver eksempelvis et udmærket indblik i, hvordan et psykedelisk ormehul lyder, hvis man da undrede sig over det: dæmpede råb og korstemmer, der kalder fra det hinsides, stammeinspirerede rytmer og et riff, der snurrer rundt om lytteren, godt pakket ind i tunge gyngende bastoner. Her skal opmærksomheden også henledes på produktionen, der – sammenlignet med demoen – har fået fjernet en hel del knas og støj, så det er den rene varme fuzzede lyd, der fylder øregangen. Dertil skal bandet også have stor ros for at have fundet et leje, hvor vokal og instrumenter følges ad, hvilket var et af de helt store problemer på demoen, hvor vokalen havde det med at syre meget mere ud end resten af lydbilledet.
Goddess of Misery er dog ikke helt uden fejl. Ikke noget, der får det hele til at falde sammen, men noget, der gør førnævnte tur i ørkenen til en regulær ørkenvandring. ”Queen of the Battlefield” generer ikke nogen med sit uptempo lige-ud-ad-landevejen-stoner-rock, men der er ikke så meget som en trevl udvikling eller dynamik i nummeret. ”I Was a Devil” er lidt i samme boldgade, bare i form af en sløv sjæler. Der er ikke noget i vejen med en smuk psykedelisk sjæler, men gudhjælpemig, hvor er nummeret kedeligt og uden nogen form for temposkift eller andet, der kunne gøre det bare en smule interessant. Heldigvis er det pladens to korteste numre, men resultatet er stadig, at 14 ud af pladens 37 minutter kun er minimalt mere spændende end at skovle jord.
Skær fyldet fra
At to af numrene på Goddess of Misery er kedelige, ændrer dog ikke på, resten af pladen er en yderst kompetent omgang psykedelisk stoner rock. Alle kneb gælder, og alle kneb bliver brugt i Lucid Graves forsøg på at suge lytteren ind i deres ekstremt syrede univers. Var man fan af demoen, vil man bestemt ikke blive skuffet. Dog ville en EP med ”Innocent Killer” og titelnummeret have været en stærkere udgivelse.
