Op på hesten igen
Sidst, vi havde fat i danske Lotan, var i starten af året, da de udgav debut ep’en Nihil Sacrum. Lotan beskrev deres lyd som en blanding af Rotting Christ, Taake, Marduk og Satyricon, og den beskrivelse kunne ikke have været mere passende. Problemet lå dog i, at Lotan klamrede sig så febrilsk til denne beskrivelse, at Nihil Sacrum var totalt blottet for originalitet og, trods dygtige musikere og et par gode takter, tangerende til tidsspilde. I starten af september er Lotan dog klar med deres anden ep Angelus Pestis, og man kan da håbe på, at bandet har brugt de sidste otte måneder fornuftigt.
Krigen skal genopfindes
Den musikalske beskrivelse er der dog ikke ændret på. Vi er igen ude i en ep, som, Lotan mener, er som skabt til fans af Rotting Christ, Marduk, Taake og Satyricon, og endnu en gang må man give bandet, at den beskrivelse er lige i øjet. Det virker dog til, at Marduk’s Panzer Division Marduk er blevet gransket ned til mindste detalje. For skulle man beskrive Angelus Pestis med et enkelt ord, så ville det være krig.
Krig er da bestemt også det, der møder lytteren, når ”Interitus” fra første sekund sønderbomber lytteren med blast beats, flænsende riffs og stampende rytmer, som var det et infernalsk kor af Stalinorgel, der udraderer Berlin, man skruede op for. På ep’ens første halvdel bliver der absolut ikke vist så meget som et strejf af nåde. Så nu, hvor der for alvor er kommet gang i koncerterne igen, så er der ingen tvivl om, at ”Interitus” med lethed vil kunne rykke publikums nakker af led. Det herlige infernalske bombardement er altoverskyggende, og man begræder på ingen måde at blive begravet i murbrokkerne, som ”B43-MOAB” efterlader. Panzer Division Marduk har bestemt ikke levet forgæves.
Der er dog andre ting på Angelus Pestis, der kan knibe en tåre frem, og det er desværre ikke af glædestårer. For Lotan begår stadig nogle af de samme fejl, som de gjorde tilbage i januar. Dog kan de snige sig uden om en ISO 9000 certificering, da ingen af numrene på ep’en er lige så ensartede som på forgængeren. Men specielt ep’ens to sidste numre, ”In the Shadow of a Falling Star” og “Lion and Snakes”, lyder lidt halvfærdige. Det er fint, at numrene byder på noget andet end Marduksk krigshærg, men i og med at dette element er totalt udeladt, falder numrene uden for resten af ep’ens tema. Dog er den mest graverende fejl stadig manglen på originalitet. For trods det at ep’ens første halvdel er et umanerligt medrivende krigerisk helvede, så ændrer det ikke på, at man i bund og grund lige så godt kunne sætte Marduks 22 år gamle klassiker på.
Øl gør alle taknemmelige
Angelus Pestis er dog ikke en dårlig ep. Som nævnt er den første halvdel umanerligt medrivende, og det er meget nemt at forestille sig, at numrene vil være uhørt velfungerende i en live sammenhæng. Men når man ikke står midt i en mosh pit med en promille, der bestemt ikke siger appelsinfri, så er der et par fejl og mangler ved Angelus Pestis. Den største fejl er dog, at Lotan i deres iver efter at lyde som idolerne, kommer til at kopiere lige lovlig meget fra Marduks millitante mesterværk.
