’Her har I mig tilbage!’

Man kan sige meget om Lord Belial, men at kalde dem beslutsomme ville være lyv. Tilbage i 2009 gik bandet i opløsning på baggrund af trommeslageren Micke Backelins høreproblemer. Halvandet år efter var det åbenbart ikke længere et problem, for da var bandet at finde på landevejen igen. Så ramte de 2015, hvorpå de gik fra hinanden igen, eller i hvert fald blev enige om, at de ville tage en meget lang pause, da de hverken havde lysten eller helbredet til at spille længere – hvilket da også var forståeligt, for hvis man kigger på deres diskografi, opdager man, at de dælme har været produktive. Men vupti, så var de sørme klar igen igen i 2022 med Rapture-albummet, og nu er de så atter ude med et nyt, og meget kreativt navngivet, album, nemlig Unholy Trinity – og jo, de er fortsat en trio. Så det.

Turn that frown upside down!

Lord Belial er gamle i gårde og var ret beset med til at etablere et reelt svensk black metal-miljø sammen med bands som Dark Funeral, Nifelheim, Marduk og Dissection. Men Lord Belial opnåede aldrig rigtigt at få helt så meget vind i sejlene som deres landsmænd, for uanset hvad så manglede de altid lige det ekstra krydderi.

De blev aldrig lige så hidsige som Marduk, lige så flabede som Nifelheim eller lige så imposante som Dissection, nej, i stedet forblev Lord Belial altid den lille, lidt oversete guppy i havedammen. Unholy Trinity er da heller ikke just et album, der vil gå over i historien – hverken på godt eller ondt. De tre svenskere gør ellers deres bedste for at buldre og brage derudad, og den karikerede ondskab bliver da også forsøgt skruet op på 11, men ak, den forbliver, som skrevet, ganske karikeret. Jeg forstår dog fuld ud, hvorfor og hvordan Backelins hørelse er på retræte, for Jesus Kristus og samtlige disciple, hvor er de trommer dog høje, og hans trommespil er også ukristeligt insisterende; for det meste lyder det, som om nogen angriber en skrivemaskine med et drilbor. Men udover det så er musikken arketypisk svensk black metal, hvilket betyder, at vi tit og ofte befinder os i snitfladerne mellem blackmetallen og den melodiske dødsmetal. Nu og da er man faktisk i tvivl om, hvorvidt man er krydset over, da der især på de senere numre lugter betydeligt mere af bands som Amon Amarth. Det er dog der, hvor det musikalske niveau helt generelt bliver løftet et nøk eller fem. Her er det, som om at de tre herrer pludseligt er kommet i tanke om, at man faktisk godt må more sig i et studie. Pludseligt bliver trommerne mere afslappede og guitarerne markant mere legesyge – og den føromtalte karikerede ondskab virker til at være blevet lagt på hylden.

Det føles næsten, som om at de er to forskellige EP’er, der er blevet klasket sammen. Sammenlign eksempelvis de to numre ”Ipse Venit” og ”Scornful Vengeance”, så står det klart, hvad jeg mener. Selvom det er rart, at albummet åbner sig så meget op til sidst, og man kan høre, at bandet faktisk kan andet end at lege morfar-trve, så havde det nok fungeret bedre, hvis de havde sat skiven sammen på en anderledes facon, så stilskiftet ikke var så åbenlyst.

Middelmådig+

Unholy Trinity er en fin skive, hverken mere eller mindre. Takket være de sidste fire-fem numre formår den, lige akkurat, at passere middelmådig. Lord Belial kan jo sagtens spille samt komponere ganske udmærket pseudo-melo-black, men hvis dette er niveauet efter en så lang, om end afbrudt, karriere, ja, så har de nok erkendt, at det ikke bliver meget bedre end det her – og det er fint nok.