Feltbandet fra Fredericia
Hvis du færdes bare lidt i det danske metalmiljø de sidste par år, har du næppe kunnet undgå at enten høre om Lifesick eller se dem live indenfor de sidste par år. Misanthropy i 2022 var deres seneste udgivelse og også hovedårsagen til, at bandet blev booket mange steder, da det utvivlsomt er en af de bedste hardcoreudgivelser i DK i nyere tid. Spørgsmålet er bare om EP’en Love and Other Lies på kun 11 minutter, om det kan give os noget nyt eller blot agerer appendiks til Misanthropy. Det er i øvrigt deres første udgivelse siden skiftet til Metal Blade.
Fredericia-fyrene fastholder furiøst fundament
Vi kan lige så godt flå gavepapiret af med det samme. Lifesick anno 2024 er stadigvæk helt ligesom Lifesick anno 2022. Der er ingen revolution eller kontroverser under opsejling ved deres skifte til Metal Blade. I hvert fald ikke på den lydmæssige front – og hvorfor skulle der egentligt også være det? EP’en starter med den, for nogle, noget anderledes ”Every Unpleasant Emotion”, som faktisk er en gothic country-sang. Den styres af forsanger Simon Shoshans dybe røst og hans akustiske guitar. Der er lidt elektrisk guitar inde over sangen, som fungerer mere som en slags atmosfærisk lydredskab. På mange måder minder sangen mig faktisk om Converges ”Cruel Bloom” fra Axe to Fall, hvor Steve Von Till fra Neurosis lægger vokal til. Det er ikke en skidt ting, for det er et nummer, jeg holder meget af. Når jeg siger, det nok kun er en overraskelse for nogle, så er det fordi Shoshan har et gotisk southern soloprojekt under navnet ”Simon Sorrow”, og Lifesick har før sendt ham alene ind på scenen med sin stemme og akustiske guitar. Det er dog modigt og friskt af bandet at smide det på så kort en EP, men i forhold til den samlede oplevelse er det en anelse unødvendigt. Men jeg vil dog glædeligt byde mere af det velkommen på et fuldlængdesalbum, hvor der unægtelig er mere brug for afveksling og eksperimenter. Så kom endelig med mere af det, Lifesick!
Der hoppes videre med tordenskrald fra ”Every Unpleasant Emotion” til ”Rude Awakening”, og det er Lifesick, præcis som vi kender dem. Hidsige hurtige trommerytmer, aggressive råbende og skrigende vokaler, gerne i kor til tider og med masser af forvrængede dissonante guitarriffs. Der er selvfølgelig et par lækre breakdowns og nærmest danseskabende rytmer. ”Reverse Birth” som er næste og sidste sang, er lidt af det samme, men trækker en smule fra dødsmetallen ind i lydbilledet. Det er med både guitarriffs og blastbeasts, som skaber nogle vederstyggelige breakdowns. Det er næsten noget af det ondeste og sure, Lifesick nogensinde har lydt, hvor det vaskeægte kloakslam-hardcore er trukket fra de dybeste dystopiske afkroge af genren. Især nogle af de fede basgrooves, og bassens lyd skal roses i denne sang, da det næsten er mere beskidt end marken, som Wacken Open Air befandt sig på sidste år, men bare på den helt fede måde.
Fredericia forbliver forgyldt
På mange måder er denne EP ikke noget nyt eller revolutionerende fra Lifesick. Med henhold til introen, så er det mere et appendiks end noget helt nyt fra Lifesick. Det gør heller ikke noget, for Misantrophy var et fantastisk album. Det er velkendt musik, der leveres med præcision, vrede og vigtigst af alt en nerve. Det er en reminder til os alle om, at Fredericia stadigvæk er forgyldt af bandets eksistens, og at de absolut stadigvæk er aktuelle og har en masse på hjertet. En reminder om at vi ikke bør glemme dem, og de stadigvæk er et af de få bands i
