Skarp klinge eller sløv dolk
Det er lige akkurat over et år siden, jeg sidst nedfældede et par ord om franske Les Bâtards du Roi. Dengang måtte de maskerede riddere ride hjem igen med seks mellemstore kranier i tornysteret. Jeg konkluderede, at potentialet bestemt var der, men at de var nødt til at tænke større og være markant mere ambitiøse.
Grundessensen fejlede intet, men den manglende originalitet, eller måske rettere identitet var albummets absolutte banemand. For tit mindede den musik, de præsenterede deres lyttere for, om nok så meget andet fra bedre og større bands. Jeg beklagede mig over, at deres armbevægelser simpelthen ikke var store nok, men mest af alt begræd jeg den manglende franske lyd. Nu er de så klar med en lille, hurtig EP. Så lad os se, om de kongelige horeunger er vendt tilbage med skarpslebne klinger, eller om de står og vifter med rustne, sløve spejderdolke.
Hvorfor har den ene ridder en pikkelhue på!?
Førstehåndsindtrykket er alfa og omega. Det er her i løbet af de første få spæde sekunder, at folk når at danne sig både en mening og en stærk overbevisning. Det kan virkelig være svært at rykke ved det, uanset hvor umage man gør sig.
Derfor er det virkelig beklageligt – ja, nærmest tragikomisk, når jeg nu tidligere har beklaget mig over den manglende originalitet samt sammenlignet Les Bâtards du Roi med Kanonenfieber – at det første nummer på Ici meurt ma joie lyder 1:1 som et Kanonenfieber-nummer! Jeg ved ikke, om det er, fordi Kanonenfieber ikke er slået igennem i Frankrig endnu, at ridderne tænker, at de kan slippe afsted med det her tenderende plagiat. Alternativt er det måske en løjerlig måde at annoncere, at de skal være support for de maskerede tyskere under deres 2027-tour.
Men det er jo kun en tredjedel af udgivelsen her, så måske de resterende 66,6 % er mere lovende? Tjo … altså, lydbilledet kommer da tættere på bandets eget ophavsland, men dét i sig selv er ikke helt nok til at hive medaljerne ned fra hylden. Det absolutte højdepunkt er ”Et la nuit s'éternise”, hvor Agathe ’Diffamie’ Boulanger fra Galibot er med som gæst. Jovist, selve nummeret lyder ret meget lig noget, Houle kunne have kogt sammen på et par timer, hvilket er fint – bortset fra introen, der atter lyder som en Kanonenfieber-skæring. Igen siger det noget om Les Bâtards du Rois problem med egen-identitet.
Intet nyt er godt nyt – sikke noget sludder!
Les Bâtards du Roi begår alle de samme fejl på Ici meurt ma joie, som de gjorde på Les chemins de l'exil. Skal vi dog kigge på det helt objektivt og nøgternt, så gør de intet forkert, og udgivelsen er bestemt fin nok. Men der er vel ingen artister, der går ind i studiet med ønsket om at gøre det 'fint nok'. Jeg tror stadig, at bandet har potentialet til virkelig at skabe et stort værk. Jeg tror dog ikke helt så meget på det som tidligere, men jeg er ikke parat til at slå jernhandsken af disse royale bastarder. Endnu. Jeg håber dog inderligt, at de ikke skuffer en tredje gang om et års tid eller to. Håbet er jo lysegrønt – at jeg så ikke bryder mig om lysegrøn, bliver måske et problem.