Den ukendte legionær

Legionary var et ukendt navn, da de landede i mine ørebøffer. Ad tilfældighedernes veje ramte deres nyeste skive, Never-Ending Quest for Purpose, så også anmeldelses-køen. Lidt trivia for andre uvidende: Legionary er et enmandsorkester drevet af Frank D'Erasmo. Det har han gjort siden 2007 med to fulde udgivelser og en håndfuld EP’er før denne tredje langspiller. Never-Ending Quest for Purpose består af fem skæringer, som tager lige knap en halv time at lytte igennem. Med sig bringer D'Erasmo en vokalist, Chris Clancy og en lead-guitarist, Tony Barhoum.

Legionarys bagkatalog, eksempelvis den seneste LP fra 2014, Arcane Divisions, minder langt hen ad vejen om helt klassisk dødsmetal, fyldt med growl og dobbeltpedal som hovedelementerne. Siden da er der gået 12 år, og spørgsmålet er, om 41-årige D’Erasmo har mere og andet på hjerte end det.

Det uvisse formål

D’Erasmo beskriver Never-Ending Quest for Purpose som kronologisk komponeret fra start til slut. Og starten er for så vidt lovende. Og instrumental. Og kort. Lidt over to minutter tager det ”Chronic Guilt” at komme fra let djent til metallisk prog. Det foregår i forholdsvis tung stemning, fint tempo og med stringent linje i produktionen.

Var det bare forblevet sådan. Produktionen og stemningen vedbliver egentlig, men tiden, numrene tager, virker omvendt proportional med kvaliteten. Med længere spilletid stiger kompleksiteten i kompositionerne, uden at det egentlig bærer noget godt med sig. Der er mange genreingredienser i brug: Dødsmetal, metalcore, djent og progmetal godt blandet sammen.

Ifølge eget udsagn skriver D’Erasmo guitarriffs først, dernæst trommedelen, og han slutter så af med basgangen. Det er dog tydeligt, at hans spidskompetencer, og det han er vokset ud af, ligger i tønderne, som også er forrest i lydbilledet. Det gør sig for eksempel gældende i ”Controllers of Perception”, hvor rytmesektionen brager lidt for meget igennem på bekostning af riffs og melodilinje. Hans trommefokus betyder dog også generelt en del temposkift og flere gode, langsommere, groovy stykker. Og så byder Legionarys ene gæst, leadguitarist Barhoum ind med en glimrende guitarsolo. Den anden gæst, sanger Clancy, falder mere til jorden. Selvom vokalarbejdet sammenlignet med tidligere er væsentligt mere varieret i growl og skrig, medfører det også længere passager med ren vokal, som ikke fungerer. I ovennævnte nummer endda med ekko-kor, der afstedkommer ekko-krumtæer.

Den bedste oplevelse ligger i titelnummeret ”Never ending quest for purpose”, som indeholder en decideret fremragende guitarsolo, hvor Tony Barhoum byder på tonser-tempo og fin sweep-teknik. Han er så tydeligt talentfuld på guitarens gribebræt, at det leder tankerne over mod progmetallens top-shreddere. Ud over det har nummeret en struktur og balance, som gør, at det forbliver nogenlunde interessant hele vejen igennem.

Det kan desværre ikke hævdes om skivens sidste skæring: Den mere end 11 minutter lange ”Story Without Closure”, som ender med at blive en ufokuseret omgang i tilfældige retninger. Og dermed en ikke helt intenderet selvreference med den uafsluttede historie. Det mangler en rød tråd, og det lyder lidt som forskellige ideer, der er sammensat i patchwork med rytmeskift og kold limpistol. Det er for meget at lægge i skålen på ét nummer, når det fylder mere end en tredjedel af albummets samlede spilletid.

Historien slutter om lidt

Overvejende bliver Never-Ending Quest for Purpose en let kedelig omgang. Det er svært at fastholde fokus, simpelthen fordi albummet bliver intetsigende. Det vil så meget og gør ingenting. Det er ikke decideret ringe, men det lader til, at det kompositoriske ambitionsniveau er større, end hvad de enkelte numre faktisk kan holde til.

Og bevares, der er lyspunkter og steder, hvor den proggede dødsmetal-crossover har sine styrker. Alt i alt vil albummet dog nok være forsvundet fra erindringen om et halvt års tid, hvor historien således faktisk vil være afsluttet. Og det gør egentlig ikke så meget.