Kuolemanlaakso - Kuusumu

Kuusumu

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Folk metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kan en rusten trompet stadig spille rent?

Hele otte år er passeret, siden finske Kuolemanlaakso med den tidligere Chaosweaver-frontmand Markus Laakso i spidsen udgav sit seneste udspil, Tulijoutsen. Bandet er nu tilbage med sit tredje album, Kuusumu, der udforsker nye musikalske jagtmarker og skal markere en storstilet tilbagevenden til rampelyset. En svær øvelse, der unægteligt frembyder spørgsmålet – har finnerne formået at videreudvikle deres lyd, eller har de tabt momentum?

Alea jacta est

Svaret er: Ingen af delene. ”Terningerne er kastet”, skulle Julius Cæsar engang have udtalt, og det virker til, at Hr. Laakso har haft nogenlunde samme tilgang til Kuusumu, for Kuolemanlaakso har kastet sig ud på dybt vand og er startet forfra. Alle bolde virker til at være blevet kastet op i luften og de musikalske grundpiller fra bandets bagkatalog kasseret.

Bandet kategoriserer sig som death-doom, hvilket viser, hvor elastisk metalverdenens begrebsapparat kan være. Kuolemanlaakso spiller måske en afart eller subgenre af doom med folk-elementer, men de spiller ikke – efter undertegnets bedste begreber – død. Dertil er der simpelthen for lidt tyngde og mørke i både vokalen, guitarstrengene og slagtøjet.

Albummets åbner, ”Pimeys Iaski”, starter egentlig tilforladeligt nok med en Nightwish-ish pianointro, der momentært giver lytteren lyst til at sætte sig i en vindueskarm og kigge ud på regnen, men som pludseligt og på meget klodset manér glider over i en tung basgang, der slet ikke matcher eller bygger videre på atmosfæren. Albummets andet nummer, ”Katkeruuden malja”, starter tilsvarende forholdsvis lovende med et guitarspil og et par taktfaste trommer, der bygger forventningerne op. Dog kun indtil Lotta Ruutiainen (Luna Kills) knap halvandet minut inde i nummeret gør sin entré med en udmærket, men malplaceret gæstevokalpræstation.

Denne tendens fortsætter på hele albummet, og bandet virker mest af alt som en syvårig ved en sodavandsautomat, der har fået frie tøjler til at blande lidt af hvert; så skal det være ambient-industrial-uhyggeligt a la Rammstein (”Surusta meri suolainen”), så skal der være punkelementer blandet med lidt growls (”Kuohuista tulisten koskien”), så kommer der lidt melodisk, men ligegyldigt, balladeværk (”Surun sinfonia”). Hvordan det smager, er underordnet, så længe det er eksperimenterende, synes at være mantraet. Bandet er ud over hele brættet, og det ville måske være OK, hvis det så kunne gøres interessant. Men flere gange har undertegnede været nødt til at starte et nummer forfra, fordi det var så intetsigende, at man nærmest glemte, at man havde musik i ørerne.

På albummets to sidste numre, ”Pedon vaisto” og den mundrette ”Tulessakäveliljä”, formår Kuolemanlaakso endelig at bide lidt til bollen og vise, at de evner et godt, gammeldags slag melodisk død. Paradoksalt nok introducerer det også albummets mest mærkværdige element – den underlige, men overraskende velfungerende orientalske lyd på lukkeren ”Tulessakäveliljä”. Man er stadig efterladt med et indtryk af et band, som har gang i en gedigen midtvejskrise, men som dog i sidste øjeblik formår at iføre sig en slidt lædervest frem for sokker i sandaler.

En tarvelig rodebutik

Med Kuusumu har Kuolemanlaakso formået at begå et værk, der vil rigtig meget, men som ender med ikke rigtigt at gøre noget som helst. Hvis jeg skulle invitere en kammerat til en Kuolemanlaakso-koncert og vedkommende spurgte, hvad vi skulle høre, ville jeg være ham svar skyldig. Albummet har enkelte interessante højdepunkter, der isoleret set er udmærket musikalsk håndværk, men det ændrer ikke på, at der overordnet set er tale om en rodet affære.

Tracklist

  1. Pimeys laski
  2. Katkeruuden malja
  3. Surusta meri suolainen
  4. Kuohuista tulisten koskien
  5. Surun sinfonia
  6. Pedon vaisto
  7. Tulessakävelijä

Tilføj kommentar