Tindrende smukke skæringer fra Island
Grus og diamanter
Islandske Kontinuum spiller efter sigende såkaldt progressiv post black metal. I mine ører lyder det mere som det, vi i 90’erne kaldte rockmusik. Altså hverken det hårde stads, som vores mødre frygtede, men heller ikke Status Quo i sin hyggeligste aftapning. Hvorom alting er byder Kyrr, som er Kontinuums anden skive siden dannelsen i 2010, på nogle af de bedste sange, jeg har hørt i 2015. Bandets fokus på det episke og smukke fører dog også til passager med stilstand. Kyrr er med andre ord en pose med både grus og diamanter.
Fra det sublime til det kedelige
Nu har jeg levet med Kyrr gennem foråret og det meste af sommeren efter udgivelsen den 20. april 2015 (jep, vi er notorisk bagud med anmeldelser på heavymetal.dk), så jeg kan nu sætte fingeren præcis på de numre, der virkelig rykker i mig og de, der ikke gør. Tag de 5 første skæringer ud af de i alt 8, og du har en sublim oplevelse fuld af dragende nordisk rock i verdensklasse. At de fleste sange er sunget på islandsk, så jeg intet fatter af dem, gør sådan set ikke noget. Det islandske sprog er jo fuld af musik! De kunne for så vidt synge om spaghetti med kødsovs, og jeg ville være ret ligeglad.
Det 6. nummer bliver dog for kedeligt for min smag – her hører diamanterne op og gruset begynder. Skæringen ”Lone” er tænkt som en underspillet, sfærisk komposition, men den ender mest af alt som et kedsommeligt stop undervejs på rejsen. De sidste 2 sange på Kyrr holder ikke helt de første 5 numres niveau. Bandet taber dog ikke helt sutten til sidst, så jeg lytter med hele vejen, men glæder mig alligevel mest til, at Kyrr starter forfra – der hvor diamanterne er.
6 plus 10 divideret med 2 giver 8 kranier
Er man til nordisk og meget smuk rockmusik, skal man bestemt give Kyrr et lyt. Pladen knækker ved det sjette nummer, men det ændrer ikke ved, at jeg er oprigtig glad for at have stødt på Kontinuum, som har givet mig så aldeles flotte numre direkte fra deres melankolske islandske hjerter.
