Hvad har Wales, Tyskland og en geologisk tidsalder til fælles?
Kambrium, eller Cambria, er det latinske navn for Wales og navnet på en tidsalder, der startede for cirka en halv milliard år siden og varede i omkring 50 millioner år. Det er også navnet på et tysk band, der har eksisteret siden 2005 og nu smider deres fjerde album Dawn of the Five Suns på gaden.
I vanlig stil er det en omgang storslået symfonisk powermetal, krydret med en skovlfuld melodisk dødsmetal, vi bliver præsenteret for. Denne gang med aztekerne og mayaerne som omdrejningspunkt for de 11 sange, hvoraf de tre af dem endda har en sammenhængende historie. Se, det lyder jo egentlig ganske interessant, ikke?
Mere symfoni, mindre dødsbrægen, tak
Det er det også – til dels. Hvilke tre ud af de 11 sange, der hænger sammen, er bare ikke forklaret nogle steder, så det må man gætte sig til. Hvilket besværliggøres endnu mere af, at man ikke har teksterne at læse. Lidt træls, men når hele albummet har et overordnet azteker-/mayatema, så går det nok.
Måden, hvorpå de sætter stemningen for dette tema, er ganske veludført på Dawn of the Five Suns. Man får virkelig fornemmelsen af at være vidne til en rituel ofring, en kamp mellem to rivaliserende stammer eller at være alene om natten i regnskoven. Hvis man tænker på filmen Apocalypto, er man ikke helt ved siden af.
Den symfoniske del og det at Kambrium har haft et 16-mandskor med på pladen, kan tydeligt høres. Det giver hele pladen et klart løft fra forgængeren The Elders’ Realm, der virkede en anelse flad, hvilket er jævnt uheldigt, når man spiller metal, hvor symfonisk og power er nøgleordene.
Der er også en lækker dualitet mellem de store symfoniske elementer og den tungere dødsmetal – det kammer aldrig helt over i en omgang Twilight Force, selvom det til tider er tæt på. Men samtidig bliver det heller aldrig en lidt ligegyldig dødsmetal plade om aztekerne. Og tro mig, det ville blive en uendeligt ligegyldig melodisk dødsmetalplade, hvis de ikke havde de andre elementer med. Instrumentalt er det ok, uden at gøre noget større væsen af sig, men vokalmæssigt er det af og til lidt en pinsel at skulle høre på. Den dybere del af growlet fungerer sådan set udmærket. Men når det, som det desværre oftest gør, kommer op i mellemregistret, lyder det lidt som et hæst får, der bræger – det er fladt, det er træls og ødelægger enhver sektion, hvor det er fremtrædende. Nummeret ”Blood Soaked Goddess” er udelukkende med denne brægen, men bliver heldigvis reddet ved at være en duet med Melissa Bonny fra Rage of Light. Hvordan forsanger Martin Simons mandighed har haft det med at skulle blive reddet af en kvinde, ved jeg ikke, men det redder i hvert fald nummeret fra at falde helt igennem.
Regnskoven kalder
Hvis man synes, Twilight Force er lige til den overdrevne side, men godt kan lide sin metal storslået og symfonisk, så har Kambrium med Dawn of the Five Suns lavet en udmærket og ganske interessant plade om aztekere og mayaer. Pladen har masser af stemning og atmosfære og er rigtig godt skruet sammen. Desværre har de bare fået et får til at indspille growl-vokalen. Men hvis man kan leve med det, så synes jeg bestemt, man skal iføre sig sit bedste kakisæt, tropehjelm og machete og tage en tur ud i junglen med Kambrium.
