En ny slags power-trio
Danske Iron Fire har efterhånden mange år på bagen. De har i tidens løb været igennem et utal af inkarnationer, men i dag er de noget så sjældent som en dansk power/speed-metaltrio. Normalt hører der jo to-tre guitarer og mindst et keyboard til en standard power-metalbesætning, men Iron Fire har nu i en årrække klaret sig med trio-formatet og det endda rigtigt godt. På deres nye album Beyond the Void, fortsætter de stilen fra 2016’s Among the Dead og benytter sig igen af mere thrash-riffing og nedstemt guitar end normalt for power-genren. Om det er en bevidst handling for at appellere lidt mere til det normal ret power-skeptiske danske metal-publikum vides ikke, men det har fungeret fornuftigt på bandets foregående udspil.
Power, speed og lidt thrash
Efter en kort ”Intro” får vi titelnummeret ”Beyond the Void”, hvor både riff og guitartone fra starten lyder fuldstændigt som Slipknot. Et usædvanligt træk, når man forventer power-metal, men det fungerer. Senere i nummeret tager mere traditionelle speed-metal-virkemidler over blandt andet heftig brug af dobbeltpedal på trommerne. Men åbneren er alligevel et varsel: Beyond the Void indeholder masser af Iron Fires genkendelige, thrashede tilgang til power-metallen, som vi har hørt det på deres seneste udspil. Det er dog som om, sangskrivningen er strammet lidt op i forhold til Among the Dead.
”Old Habbits Die Hard” byder på nærmest rendyrket speed-metal, men indeholder trods dette en velfungerende kombination af fart og tyngde samt et ægte næverne-i-vejret-og-skrål-med omkvæd. ”The Devils Path” er en overflod af forrygende riffs og tempo - det nummer er simpelthen teutonisk schnell-metal i spitzenklasse og albummets klart bedste. Det fungerer også fint for Iron Fire, når tempoet bliver sat lidt ned, og den knap så hurtige ”One More Bullit” ville ikke være faldet igennem på en 80’er Accept-plade.
Kirk Backarach (også album-aktuel med vikinge-metallerne Vanir) leverer overalt knivskarpe riffs, og hans soloer er altid både melodiøse og intense. Ofte indeholder de desuden et lille tvist, hvor man overrasket tænker: ”hov, hvad var det lige, han lavede der?” Det er bestemt ikke altid power-genren byder på den slags, så tak for det. Bandleder og forsanger Martin Steenes vokal kommer aldrig i nærheden af det hysteriske og passer dermed godt til bandets mere rå og thrashede udtryk.
Til den negative side hører en sang som ”Judgement Day”, der endnu engang beviser, at gode, lighter-frembringende ballader er noget af det sværeste at lave. Den hæver sig aldrig over det banale, og det samme må man sige om lyrikken på Beyond the Void, men det er jo desværre mere reglen end undtagelsen i denne genre.
”Hvad så, Quest-Fest?”
Iron Fire har altid lydt som om, de tror, de står foran 10.000 power-elskende, horn-kastende, Blind Guardian-t-shirt-beklædte, lunkne pints-indtagende og af karsken bælg-heltekvads-skrålende englændere på Quest-Fest, og det samme er tilfældet på deres nye album. Musikken kommer fra hjertet, og den slags entusiasme er smittende. Det samme er Beyond the Void, der burde kunne tilfredsstille både traditionelle power-fans og folk, der bare holder af solid og vellavet heavy metal.
