Iron Fire - Among the Dead

Among the Dead

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et glædeligt gensyn med veteranerne

De danske power-veteraner Iron Fire er nu endelig klar med opfølgeren til den glimrende Voyage of the Damned fra 2012. Albummet hedder Among the Dead, og selvom der er en del ændringer, både i musikken og i lineuppet, er den københavnske trio sluppet ganske pænt fra det, og begår en udemærket plade.

Thrashet zombie-power

At gennemgå samtlige af Iron Fires lineup-ændringer gennem tiderne ville blive en længere afhandling af den ikke så spændende slags. Så ganske kort skal det nævnes, at trommeslager Gunnar Olsen, der forlod Iron Fire i 2000, er tilbage i folden. Mest interessant er dog en af de musikalske ændringer: Det forholdsvis power-typiske keyboard, som fyldte en del på Voyage of the Damned, er væk. Selvom det ville være forkert at kalde Among the Dead for noget som helst andet end et power-album, er stilen blevet en del mere thrashet i keyboardets fravær. Og det klæder faktisk bandet rigtig godt. Trommerne er, trods en ganske hæderlig indsats, forholdsvis anonyme, men chef-strateg og mastermind Martin Steenes vokal og i særdeleshed Kirk Backarachs guitar er fremragende! Dette kommer i høj grad til udtryk på ikke mindst titelnummeret, men også i de fremragende skæringer “Higher Ground” og “The Last Survivor”, hvor bandets store inspirationskilde, Helloween, høres tydeligt.

Med al respekt for genren bærer albummet ikke præg af nytænkning på det tematiske plan: Jordens undergang som følge af zombiernes indtog og verdensomspændende hærgen er skivens lyriske fokus. Bevares, hvis der er nogen steder, et tema som dette hører hjemme, så er det i power metal. Det bliver dog en anelse for karikeret, som pladen skrider frem. Især på det afsluttende nummer, “When the Lights Go Out”, forløses hele zombie-fortællingen i sukkersøde glamrock-fraseringer, der grænser til det kvalmende. Var det virkelig nødvendigt? Jeg havde som afslutning foretrukket zombiernes definitive sejr over mennesket i en omgang rasende og frådende apokalyptisk speed metal, men det er måske bare mig...

Ok uden at være prangende

Iron Fire fungerer rigtig fint som en thrashet power-trio. Among the Dead er en ganske udemærket plade, der indeholder tre-fire rigtig fornuftige skæringer, en håndfuld udmærkede og et enkelt decideret fejlskud (gæt selv hvilket).

Dedikerede fans vil muligvis synes, den mere snerrende og thrashede stil er en svær pille at sluge, men jeg må indrømme, at det efter et par gennemlytninger begynder at vokse på en. Skiven er ikke bandets bedste, men bestemt heller ikke deres ringeste. Den har sine lyspunkter, ikke mindst den fremragende guitar, der leverer endeløse kaskader af thrashede riffs. Alle power-fans og kendere af Iron Fire bør give skiven et lyt. Vi ender på seks store zombie-kranier.

 

 

 

Tracklist

  1. Intro (The Lost City)
  2. Among the Dead
  3. Hammer of the Gods
  4. Tornado of Sickness
  5. Higher Ground
  6. Iron Eagle
  7. Made to Suffer
  8. The Last Survivor
  9. No Sign of Life
  10. Ghost from the Past
  11. When the Lights go out
  12. For whom the Bell Tolls (Bonus track, only CD/Cassette feat.)