Sci-fi nørdernes melodødsfrelser

Var man til sci-fi i halvfemserne, var der ingen vej uden om X-Files – Mulder og Scully var tangerende til guder. Var man interesseret i den melodiske side af ekstremmetallen, så kan men med garanti også sin At The Gates, Dark Tranquility og In Flames. Men hvad hvis man kombinerede de to, hvad skete der så? Jo, så fik man såmænd svenske Hypocrisy. Siden midten af halvfemserne har Peter Tägtgren og kompagni været yderst leveringsdygtige inden for den mere science fiction-orienterede del af den melodiske dødsmetal, og sidst i november udgav de intet mindre end deres trettende album, Worship.

Jorden er stadig rund

Som forventeligt er det også den melodiske dødsmteal, der regerer på Worship. Så havde man håbet på en genkomst af lyden fra Penetralia og Osculum Obscenum, så bliver mon nok en anelse skuffet og må gå hjem og kramme sin Masse Broberg-bamse ekstra hårdt.

Og dog, for overordnet set lyder det til Tägtgren og kompagni har kigget tilbage i tiden og fundet en lidt tungere lyd frem. Nej, det er ikke helt som i de gode gamle dage, men det giver lige lidt ekstra kraft, at pladen alligevel er det tungere end traditionel svensk melodød. Numre som ”Greedy Bastards”, ”Dead World” og specielt ”Brotherhood of the Serpent” hamrer solidt derudaf, som var det marchrytmen til reptilherskernes komme. Blev alle konspirationsteorier leveret så overbevisende, ville enhver tro, at jorden var flad. Den øgede tyngde har dog ikke gjort, at Hypocrisy helt har givet afkald på de store omkvæd, der for alvor giver illusionen af, at bandet står med den hellige sølvpapirsgral og giver os lov til at se, hvad der er bag forhænget. ”They Will Arrive” gør det til UG med kryds og slange præcis som klassikerne ”Eraser” og ”Roswell 47”.

Men det er reelt set det eneste nummer på pladen, der for alvor rammer det niveau. De resterende numre hælder mere i retningen af en semi-overbevisende YouTube-dokumentar om Illuminati, som, trods den virkede spændende, er glemt det øjeblik, den er slut. Det skyldes især ”We’re the Waking Dead” og ”Bug in the Net”.  Sløve intetsigende “sjælere” uden andet at byde på, end at få lytteren til at tro, at Hypocrisy virkelig er de tanketomme slaver, som førstnævnte nummer omhandler. Så ud over de tre ovennævnte tunge numre, så virker Worship mest af alt som en plade, der skulle udgives for at fylde lidt på bagkataloget, og for at Hypocrisy havde en undskyldning for at tage ud at turnere engang, når det der Corona-hejs er slut.

Præcis, som man kender det

Var man Hypocrisy-fan før udgivelsen af Worship, så er der ingen tvivl om, at man vil nyde den og sætte pris på, at det dybest set er klassisk Hypocrisy, som man kender det. Er man omvendt ikke fan, så er dette bestemt heller ikke pladen, der få dig til at iføre dig sølvpapirshat og købe en kortbølgeradio. Det er en typisk pose blandede bolcher – et par gode, et par dårlige og resten er acceptable. Det er sådan, Hypocrisy har gjort det siden engang i halvfemserne, og det er nok sådan, de vil blive ved med at gøre det.