Belgien eller Bergen?

De sidste fire-fem år har der været konstant stigende positive vibrationer omkring det nordamerikanske black metal-projekt Hulder. Hulder er ikke bare navnet på bandet, men såmænd også på kvinden bag projektet, der har rødder i Belgien, men som i dag har base i det nordvestlige USA (det lyder dog langt mere, som om hun kommer fra Bergen, men det skal vi nok vende tilbage til). En række demoer, singler og et enkelt fuldlængdealbum, Godslastering: Hymns of a Forlorn Peasantry, har hver især været interessante udspil, som indikerede masser af potentiale samt ikke mindst en stor kærlighed til den norske andenbølgeblack. Det er en kærlighed, vi er mange, der deler, og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at hendes nyeste udspil, Verses in Oath, der udkom for et par uger siden, er blevet rost til skyerne af all ’the usual suspects’ henne på internettet (Metal Injection, No Clean Singing, Angry Metal Guy osv.) Men lad os se, om Verbal Kint og de andre har ret.

Fantastisk start, men …

Første indtryk er, at Hulder fortsætter stilen fra Godslastering, hvor den mest markante sang, ”Upon Frigid Winds”, var både episk og semisymfonisk. Det album havde dog en temmelig necro produktion, og den stil har Hulder fuldstændig forladt her på Verses in Oath, der er både storslået og langt mere poleret i sit udtryk. Noget af charmen er dermed gået af, men bedømt på albummets to første egentlige sange er det nu nærmest en styrke. ”Boughs Ablaze” byder på Manowar-agtig fremdrift i riffs og trommer, og samtidig kippes der med hatten til både Immortal (anno 1999), tidlig Enslaved og Emperor samt ikke mindst Aeturnus. En lækker akustisk afslutning skaber endnu mere stemning, og det samme gør de forholdsvis afdæmpede keyboards, der undervejs mere understøtter end dominerer stemningen. Fantastisk start, og på singlen ”Hearken the End” går det endda endnu bedre. De lækre keyboards fortsætter i den tunge, melodiske indledning, og vi får også skøn, ren vokal. ”Hearken” er egentlig en superenkel sang, men den bæres hjem af et par sublime melodier/riffs, og man bemærker på intet tidspunkt, at den er syv minutter lang. At søge mod enden kan næsten ikke gøres mere fristende end på dette på én gang smukke, sorgfulde og triumferende nummer.

Men, og det er her desværre et kæmpe ’men’, festen stopper så forholdsvis brat. Fra titelnummeret og frem begynder de interessante guitarriffs at ebbe ud og mængden af fantasiløse gentagelser at stige. Hulder prøver gentagne gange at fange magien fra “Hearken”, men det lykkes sjældent. Resultatet bliver derfor pænt udvandede udgaver af det, der ellers fungerede så godt på de første to sange. Utroligt nok bliver man stadig mindet om Manowar (”Enchanted Steel” for eksempel), men hvor det i starten var en styrke, er det nu bare lig med tomgang. Decideret dårligt bliver det aldrig, og temaerne med mysticisme, krig og hedenskab i Hulders dark medieval black metal (som hun selv kalder det) passer fint nok med de musikalske billeder, der males. Problemet er bare, at det bliver mere og mere kedeligt og gentagende, som albummet skrider frem, og så er der nu heller ikke meget ’medieval’ over musikken.

To hype or not to hype

Hulder har på rekordtid taget en tur gennem hele det norske panteon af black metal fra ren necro Burzum- og Darkthrone-hyldest over Saturnus, Immortal og Aeturnus og nu til den mere polerede/symfoniske stil, som Enslaved og Emperor var med til at grundlægge. Men det er en tur, der indtil videre kun er delvist succesfuld. Parallellerne til ’Blackbraid’ er åbenlyse, for her har vi et ganske udmærket ’indigenous black metal-band’, som desværre heller ikke har kunnet leve op til hypen (endnu). Det er svært ikke at få tanken at grupper som Hulder og Blackbraid mest af alt tjekker de rigtige bokse af. Det er både synd for dem selv og for andre bands fra undergrunden, der er langt bedre forberedt på den store eksponering, der følger med hypen. Det er på tide, at Hulder i langt højere grad fokuserer på at finde sin egen stemme, for dette album viser igen, at potentialet er kæmpestort, men vi er der ikke helt endnu.