Når doomscrolling fører til noget godt!

En tilfældig aften i 2023 lå jeg på min sofa og vidste ikke helt, hvad jeg skulle tage mig til. Tumlingen snorksov, konen var gået i seng, Netflix-abonnementet udløbet, og jeg havde ligesom klaret det, der var at klare i den nyeste udvidelse til World of Warcraft. Denne kedsomhed førte til en klassisk omgang ”doomscrolling a la Instagram”. Jeg så, at Kanonenfieber havde lagt nogle billeder op fra den tour, de var på som support for Drabikowskis Batushka – og det så jo hygsomt ud. Men blandt alle billederne af munkekutter og pikkelhuer spottede jeg noget, der ikke helt passede ind, nemlig fiskersweatere, tophuer, waders og regnfrakker. Dette særsyn fangede for alvor min opmærksomhed, og jeg måtte straks finde ud af, hvilket band det var, der stod der og legede Thyborøn på scenen. Svaret var såre simpelt: Houle.

Et helt nyt parisisk ensemble, der spiller melodisk black metal med fokus på det maritime, især skibbrud og drukneulykker. Man skal ikke have læst mange af mine skriv, før man ved, at hvis der er noget, jeg kan lide, så er det nichemetal med gennemførte koncepter og en stærk lyrisk identitet. Efter at have skamlyttet til bandets eneste udgivelse på det tidspunkt, nemlig EP’en Houle, kunne jeg konstatere, at alt dette – og mere til – besidder Houle. Men én ting er en stærk EP, en anden ting er en stærk fuldlængdedebut, og den er netop landet – så tag din gamle sweater på, og lad bare skægget stå. Kom ombord på det gode skib Houle!

Falkeskrig og nervøsitet

Det, der slog benene væk under mig, da jeg første gang hørte Houle, var noget så banalt som, hvor afskyeligt dygtige de fem musikere er. At et band så nyt og uøvet er så dygtige sangskrivere samt musikere, er ganske usædvanligt. Det her er altså ikke bare fem bagstive teenagere/weekendfædre i en garage, der hygger – det her er et topprofessionelt orkester, der vil fremad uanset hvad. I fronten for det her projekt har vi bandets absolutte ledestjerne, deres piece de resistance, om man vil, nemlig Adèle ’Adsagsona’ Adsa. Hendes vokal er intet mindre end fantastisk: Uanset, om hun råber, skriger, hvisker, synger eller laver spoken words, så gør hun det blændende, men det er nu især hendes falkeskrig, der har stjålet mit hjerte. Men helt generelt er de fem musikeres samspil og kompositionsevner intet mindre end absurd imponerende.

Havde jeg anmeldt Houle-EP’en, ville jeg have nedfældet noget i stil med, at det mest fascinerende ved Houle var, at de allerede havde formået at skabe sig en så tydelig musikalsk identitet. Forstået således at Houle lyder som Houle og ikke som alle mulige andre bands – noget, som er uhyrligt sjældent at opleve på et bands første udgivelse. Derfor var jeg nervøs og spændt på, om bandet fortsat havde denne identitet, eller om den ville blive udvandet af, at der nu skulle produceres så megen musik? Ganske vist er der da aspekter af Ciel Cendre et Misère Noire, der minder om noget, man har hørt før; eksempelvis lyder introriffet på ”Sur Les Braises Du Foyer” til at være influeret af deres tour med Kanonenfieber, og ”La Danse du Rocher” har elementer, der minder om noget, man kunne finde på Iron Maidens Piece of Mind. Men der er tale om brøkdele af sekunder, hvor man tænker: ”Hov, det var da …!”, for ellers så tænker man kun på ét band, når man hører den her udgivelse, og det er Houle.

Une pièce noire et maritime

Teatralsk, storladen, uhyre velskreven melo-black med akkurat tilpas megen brug af diverse lydeffekter som bølgeskvulp, mågeskrig og tågehorn samt de der små jazzede aspekter, som er så klassisk fransk, den slags små finesser, der får en til at sidde og knipse – dét er essensen af Ciel Cendre et Misère Noire.

Ergo er det en debut, der ikke bare fortsætter, hvor den forrige udgivelse slap, men bygger videre på hele det univers, som Houle er i gang med at kreere. Jeg har umådeligt svært ved at pege på, hvad jeg synes, der virker bedst på Ciel Cendre et Misère Noire, så i stedet vil jeg pege på den ene ting, der ikke fungerer! Nemlig det lille instrumentale intermezzo ”Et Puis Le Silence”, som ikke er andet end fyldstof, der hverken fører til det ene eller det andet. Men ser man bort fra det, så har jeg absolut ingen kritikpunkter til Houles debut – så merci, Houle, merci beaucoup!