Og det skete i de dage

Genopstandelse hører sædvanligvis påsken til. I hvert fald i den kristne fortælling. Ikke desto mindre skete det i tiden op til jul, at Hell’s Domain atter lod røre på sig og smed et album på gaden – det første siden den eponyme debut i 2013, vel at mærke. I stor udstrækning er det da også den oprindelige besætning, vi her får et gensyn med, og alt imens Hell’s Domain har ligget brak, har medlemmerne været aktive rundtomkring på den danske scene i bands som Horned Almighty, Wulfaz og I’ll Be Damned. Men er det tid til at råbe ‘hallelujah!’, eller burde thrasherne være blevet i graven?

Sometimes they come back … for more …

… er ikke blot titlen på en sløj direkte-til-video efterfølger til filmatiseringen af Stephen Kings Sometimes They Come Back. Det er også den sætning, der annoncerer albummets start. Hvis man som undertegnede var barn i 1990’erne og brugte lidt for meget tid på computerspil, vil man nok kunne genkende stemmen, der med al sandsynlighed tilhører Jon St. John (selveste Duke Nukem). Scenen er sat. Nu venter 30 minutter med thrash-pedalen i bund. Men selvom “Coming Back for More” lægger fra start med et overbevisende riff, så går der hurtigt selvsving i den første trio af numre, der kendetegnes ved at være riff på riff. “Cast by the Fire” er ikke så tosset endda. Efter tre hæsblæsende, men også ret anonyme numre glimrer den ved at tage tempoet et nyk ned – uden at blive gumpetung. Måske har Hell’s Domain gemt godterne til pladens anden akt?

Nej, desværre ikke. Tempoet forbliver højt på “Enemies at the Gate”, men tendensen fra åbningsnumrene fortsætter, og hvis det ikke var for de bratte afslutninger numrene imellem, så kunne man hurtigt forledes til at tro, at det var ét langt nummer, man befandt sig i. Terminal State slutter af med endnu et ganske habilt nummer, nemlig “Sanctuary”. Især introen på dette nummer falder til den bedre side og bygger på fremragende vis stemningen op til den omgang tæsk, der lurer rundt om hjørnet. 30 minutter er ikke lang tid, men alligevel keder jeg mig gennem de fleste af dem. Især den første trio af numre får mine tanker til at vandre alle mulige andre steder hen end til det, jeg lytter til. Ja, der kan da sættes kryds ved fart og aggressivitet, men ensformigheden kendetegner værket. Bortset fra de lettere uinspirerede – til tider banale – tekster har jeg ikke det store at udsætte på medlemmernes præstationer. Det er solid musikalitet, vi har med at gøre, og især Anders Gyldenøhrs trommeføring giver anledning til vip med nakken. Men det er, som om summen af faktorerne, der udgør Terminal State, er mindre, end den burde være. Værket hæver sig ganske enkelt ikke over, hvad vi ellers ser og hører af nævneværdige thrash-bands i disse tider.

Ganske ufarligt

Misforstå mig nu ikke. Terminal State er ikke trashy thrash. Der er fuld plade på riffs, fandenivoldskhed og tempo. Der er i det store billede bare for lidt, der skiller sig ud. Energien, erfaringen og håndværket er der, men brodden er der bare ikke for alvor. Efter flere gennemlytninger har jeg stadig svært ved for alvor at skille numrene fra hinanden. Så jeg håber, at den næste udgivelse vil byde på nogle overraskende elementer. Standard thrash på metervare er der nok af, og jeg er sikker på, at gruppen med deres ophav kan præstere langt bedre end dette udspil. I denne omgang bliver det desværre kun til fem kranier.