Færingernes fængende folkedoomband

Når Færøerne nævnes blandt os danskere, så er de billeder, som tegner sig i vores hoveder, nok små øer med de intimiderende klippevægge dækket i grønt ovenpå og omringet af havets bølger. Natur, der synes langt mere storslået end vores flade marker. En natur mange af os nok gerne vil se og opleve. Der er dog en bagside af medaljen ved at bo så flot, som færingerne gør. For øerne har været meget isolerede fra omverden, da de ligger i det kolde nord i et område, der er endnu mere gråt, hårdt og har mange flere mørketimer end her. Det er et samfund, hvor man historisk har skulle holde sammen og klare sig selv med de tilgængelige ressourcer i landet. Det har betydet, man blandt andet måtte fange grindehvaler i stormvejr for at skaffe føde på bordet. I 1915 førte det til en slem dødsulykke, hvor to både, der skulle føre grindehvaler ind i vigen ved Sandvik, kæntrede i de ubarmhjertige bølger, og 14 personer druknede som resultat. En ulykke, som Hamferðs tredje album Men Guðs hond er sterk tager sit udgangspunkt i.  

Stormen som skabte sorgen

Det er med stor længsel, jeg har set frem til Hamferðs tilbagekomst. De er et af de bedste doom metalbands, som vi har i Norden. En titel, jeg tør smide efter dem, da deres musik ved hjælp af deres sangskrivning og Jón Aldarás grandiose vokal altid har skabt noget meget unikt doom metal. Det er atmosfærisk med et islæt af den færøske folkemusik. Det er sørgmodigt, melankolsk, men også vredt som bare fanden. Hamferðs lydunivers har altid indkapslet skyggesiderne ved at være bosat i det flotte, men mørke nord. Alle disse ting er absolut også dyder, som de gentager til den store guldmedalje på Men Guðs hond er sterk.

Selve åbningsnummeret, ”Ábær”, udfolder sig på meget traditionel Hamferð-vis, Det er med tonstung, langsom instrumentering og underlægningsmusik på keyboard, som næsten er symfonisk. Aldará træder ind i lydbilledet med dybe growls, og Hamferðs lyd udstråler kraft som bølger, der hamrer ind i klippevæggene. I omkvædet skifter Aldará til rene vokaler, hvor han skråler igennem med sin meget voluminøse barytonstemme, der indeholder sørgmodighed og dramatik på et niveau, som få har. Hans stemme ligger mere i front i omkvædet sammen med keyboardet, som er med til at manifestere et meget mere følelsesladet udtryk.  Det er yderst effektive virkemidler, og noget Hamferð altid har mestret. Derfor er det ikke den dybe tallerken, som bliver opfundet på det nye album, eller nye græsgange, der bliver afprøvet. Det er et album, som hviler meget på skuldrene af sine forgængere Támsins likam og Evst.

Dette til trods, så er der nogle flere nuancer at spore. Der er mere dybde og aggressivitet at spore på dette album. Produktionen får Hamferðs musik til fremstå endnu tungere end vanligt, og det er særligt tydeligt på nummeret ”Hvøjla”, som virker helt stygt, råt og grumset med alt dets feed fra bas eller guitar og forvrængning i lydbilledet. Hvis man kigger på den nævnte tematik i indledningen, så er det ikke svært at forestille sig, at sangen lydmæssigt repræsenterer en grusom storm med sorte skyer, som river alt fra hinanden og stjæler livet fra dem, som trodser den. Alligevel findes der også momenter, som bevæger sig i den anden ende af spektret som i sangen ”Fendreygar”. Den er mere stilfærdig og bæres meget af det melodiske guitarspil og Aldarás vokal. Hans vokal har aldrig lydt smukkere, end den gør i dette nummer, som er fyldt med nænsomme fraseringer og falsetter. 

Hamferð som fortællingens mestre

Nok forstår jeg ikke et ord færøsk, men Hamferð formår alligevel at transmittere historien fra 1915 igennem deres lydrige doom-univers. Man mærker sorgen, frygten, vreden og alt det mørke, der følger med denne forfærdelige historie. En historie, som utvivlsomt er en tung del af den færøske arv og en beretning om, at livet er brutalt, hårdt og fyldt med kræfter større end os selv. Hamferð har ikke begået en revolution med den nye plade, da den langt hen ad vejen minder om de forrige. Dog løfter alle de små nuancer samt den mere hårdtslående produktion niveauet på denne plade. De får sat en stor solid streg under, at de stadigvæk er et nutidigt koryfæ inden for doom metal i Norden.