Vive la France, vive la république!
Parisiske Griffon har i lidt over et årti spillet melodisk og storladen black metal, dog med fokus på diverse okkulte og esoteriske passager fra Det Gamle Testamente og jødisk kabbalisme. Men med sit tredje værk har gruppen valgt at valfarte fra landet, der flyder med mælk og honning, til sin egen hjemstavn, nemlig République française – for De Republica er historien om, hvordan Frankrig overgik fra monarki til demokrati, og om, hvor mange hoveder der måtte rulle for at gennemgå denne forvandling. Så find en pakke med Gauloises frem, åbn en god bordeaux, og sæt dig godt til rette, for nu bliver det fransk!
Musikalske petitfours
På intet tidspunkt er man i tvivl om bandets nationalitet. Der er ikke ét sekund ud af albummets samlede spilletid, hvor man betvivler, hvorvidt de fire medlemmer har Cabernet Sauvignon i årerne. Albummets åbner (og stærkeste nummer), ”L’Homme du Tarn”, stadfæster dette, både qua lyrikken omhandlende mordet på Jean Jaurès og i særdeleshed i sin riffstruktur, for dét her er så arketypisk fransk melo-black, at selv en døv ville kunne genkende det. Enorme melodier, bombastiske riffs, en basguitar, der emmer af jazz, og en vokal, der bestemt ikke er bange for at kræve sin ret i fronten af projektet – hvilket er heldigt, når nu frontmanden Aharon har en fantastisk vokal. Især hans cleans c’est magnifique, hvilket da også bliver understreget på netop ”L’Homme du Tarn”. Dette er i øvrigt ikke første gang i år, at jeg beskriver hans vokal, for mandens andet band, A/Oratos, udgav et album tilbage i januar, og her fremhævede jeg da også hans stemmeføring, der allerede der var ganske udmærket, men her på De Republica har han højnet sit niveau – og han lyder simpelthen intet mindre end fantastisk. Hvilket egentlig er den absolut nemmeste, om end ligeså mest dovne, måde at beskrive Griffons tredje opus, for det er simpelthen en fantastisk skive fyldt med lækre små soniske petitfours. Tag bare den neoklassiske guitarsolo i ”La Semaine Sanglante” (fortællingen om Pariserkommunen), der minder om noget, man kunne finde ovre hos landsmanden Sühnopfer, den Kanonenfieber-klingende guitarintro i ”De Republica” (omhandlende Macrons finanslov fra 2022) eller min favorit: det lille guitarspil, der findes omtrent halvvejs igennem ”L’Homme du Tarn”. Som akkompagnerer et brudstykke af Jean Jaurès’ sidste tale, der konstant stiger i intensitet, indtil lydbilledet bliver revet i tusinde stykker, hvilket vi må antage, skal symbolisere mordet på manden, der fandt sted blot seks dage efter talens fremførelse.
Faktisk er det eneste element, der får albummet til at dale i kvalitet, nummeret ”The Ides of March”. Dels fordi der her synges på både engelsk og græsk, dels fordi lyrikken er noget søgt i forhold til albummets samlede tema, og slutteligt fordi det desværre mangler noget pondus – det er generelt et noget blodfattigt nummer, som mest af alt er rendyrket fyldmateriale, desværre. Heldigvis står ”A l’insurrection’ (historien om Julirevolutionen) klar til at redde dagen, komplet med vanvidsguitar, dødsgrowl og, nå ja, Victor Hugo-citater!
Så tæt på og alligevel så langt fra!
De Republica er mere fransk end at kæderyge en baguette, mens man filosoferer over livets meningsløshed under skyggen af Eiffeltårnet. Det er et mageløst og utroligt gennemført arbejde, der emmer af dedikation, passion og kærlighed. Det er derfor en enorm skam, at der er en enkelt ups’er i form af ”The Ides of March”, for det ene nummer er vitterligt det eneste, der gør, at jeg ikke giver Griffons tredje værk 10/10. Men ser man bort fra det, så står vi altså med et album, der allerede nu er en stærk kandidat til at blive årets album – i hvert fald ifølge denne anmelder, og vi skriver altså kun februar!