All hail Hypnotoad
Da jeg for et år siden fik stukket et helt ukendt islandsk band mellem hænderne, gik der ikke mange øjeblikke fra, jeg trykkede play, til jeg sad semikatatonisk, med tørre øjne, fordi jeg glemte at blinke. I anmeldelsen brugte jeg adjektiver som ”medrivende” og ”tryllebindende”, og jeg kvitterede med ni kranier ud af ti mulige, fordi jeg var, og er stadig, solgt på konceptet.
Forventningens glæde
Derfor sprang jeg straks til, da muligheden bød sig for at anmelde deres nye album. Jeg glædede mig afsindigt meget til at høre, hvad de havde at byde på, men jeg glemmer gang på gang, hvad der sker med forventninger. Dog skal det være sagt med det samme, de formår stadig at definere, hvad jeg forestiller mig, nordlys lyder som, og første nummer ”Augin Opin” er blid og nærmest folk’y med den dæmpede akustiske guitar, der smukt går hånd i hånd med det elektroniske bagtæppe, der indfanger essensen af at bo på en isoleret vulkanø i Nordatlanten; der er højt til loftet, i mere end én forstand, og de ambitiøse soundscapes udgør til sammen en ganske kompakt, i mere end én forstand, udgivelse, der nok skal skaffe nye fans.
Der er kun fem numre på dette (mini)album. De er til gengæld temmelig lange – ikke noget, der som udgangspunkt generer mig – men det generer mig, når man ikke formår at udnytte tiden ordentligt. Hvis du skal lave et nummer, der er 15 minutter langt, skal du også fylde det ud med elementer der fastholder lytteren - ”Strings” mangler ind i mellem noget, der retfærdiggør det kvarter, det tager at lytte til det, men når de benytter sig af de mange lag, de har at vælge mellem, fungerer det rigtig godt, og jeg føler mig hensat til forrige udspil igen. Men desværre mangler jeg lidt af den wow-effekt, EP’ens titelnummer” Can’t You Wait” havde på mig, og i den reviderede udgaveer der lagt to minutter til - hvad det skulle til for, ved jeg ikke, for hvis noget ikke er i stykker, er der ingen grund til at reparere det.
Den svære to’er
Der er ingenting i vejen med The Mountains… Jeg vil hjertens gerne se dem optræde og lytte til deres musik, men jeg må erkende, at de fem nye numre på ingen måde er ligeså interessante som de forrige tre. Jeg får ikke 1000 mil-blik, når jeg hører den nye plade, magien er på sin vis borte, selvom jeg ikke et sekund er i tvivl om, den stadig findes.
