Masker? Hvaffor masker?

Nogle gange er anonymitet en god ting. Henrik Sass Larsen ville sikkert have solgt sin sjæl for det i disse dage, hvis der var noget tilbage. Hackergruppen Anonymous havde nok heller ikke opnået samme mystiske status, hvis de var blevet afsløret som en flok bumsebefængte teenagere med en usund afhængighed af energidrik og 4chan. Men andre gange er anonymitet en katastrofe. I metalcore-genren er det et dødsstød. Med et årligt output af nye udgivelser, der får antallet af restauranter i København til at rødme af skam, skal man gøre sig meget umage for at skille sig ud. Og præcist der fejler Ghostseeker spektakulært med debuten Divergence, som aldrig nogensinde formår at vise sin sande kulør.

Elektronisk og sonisk

Ghostseeker læner sig så voldsomt op ad elektroniske elementer og synthesizers, at Divergence til tider lyder som et kompromis mellem klassisk metalcore og en tilfældig EDM-playliste fra en svedig natklub i Berlin. Og det er ikke et kompliment! Åbningsnummeret ”Internment” har én opgave: at sparke døren ind og sætte tempoet for resten af pladen. I stedet tager det en uventet afstikker ind i et 30 sekunders breakdown, der føles lige så velplaceret som en klovnenæse til en begravelse. Det er et skoleeksempel på, hvordan gimmicks og overdrevne effekter stjæler rampelyset fra det, der burde være i fokus: vokalisterne Celeste Bojczuk og Daniel Breen. Celeste Bojczuks vokal er egentlig flot, men fader lidt for ofte ud i mikset. Er den for svag til at matche musikkens tempo og de evindelige breakdowns? Måske. Daniel Breens vokal er derimod født til breakdowns. Man kan næsten mærke hans spyt ramme én i fjæset, hver gang han kaster sig ind i et skrig, og det er præcis den slags intensitet, som Ghostseeker burde skrue endnu mere op for. Divergence viser det i glimt, eksempelvis på nummeret ”Beta War”, men vi ser det desværre slet ikke nok. Kvaliteten af sangene er generelt helt til hest. Det føles som at dykke ned i en pose bland selv-slik, hvor nogen har smidt lige dele vingummibamser og brugte batterier i. Der er godbidder i posen, men du risikerer også at knække tænderne undervejs.

Pladens bedste nummer er ironisk nok ”Glow In Decay”, hvor de får hjælp udefra af Ionei Heckenberg fra Ocean Sleeper. Her smider de lidt mere rock ind i mixet end den traditionelle core, hvilket fungerer som en redningskrans i et ellers turbulent hav af genrekonventioner. Der spilles mere sikkert, men bandets lyd passer samtidig også bedre til den moderne mainstreamlyd, for der er lang vej op til et band som Spiritbox, der konstant viser, hvordan man sprænger rammerne. I stedet lyder Ghostseeker mere som en skør kombination af det svenske rockband Smash Into Pieces, amerikanske Against the Current og Electric Callboy. Alle tre har haft stor succes de seneste par år, så hvem ved? Tiden må vise, om Divergence er mere end blot en fodnote om fem år. Jeg tvivler.

Hvem er hvem?

Til trods for al kritikken, så er Divergence på ingen måde den ringeste plade, som jeg har hørt i år. Men at skulle udpege den fra mængden ville være som at forsøge at finde en specifik måge på en losseplads. Fuldstændigt umuligt. Daniel Breens vokal passer meget godt til genren, og flere af sangene har også gode syng med-øjeblikke, men tempoet tages for ofte ud af musikken, og de forskellige breakdowns har ikke nok effekt. Det bliver derfor desværre kun tre kranier til den australske debutgruppe.