Alle vampyrers yndlingsdag

Skulle solen en dag gå ud, så ved selv et barn i de små klasser, at det vil tage cirka otte minutter, inden lyset på jorden vil gå ud. Dette kommer sandsynligvis først til at ske om syv til otte milliarder år, så manglede du noget at bekymre dig om, må du kigge andetsteds. Dog kan man godt spekulere i, hvad der ville ske på denne sidste solskinsdag. Vil himmel og hav stå i et og skabe et sandt ragnarok, eller vil det kommende mørke skabe en nærmest deprimerende ro? Det kunne være dette scenarie, som har lagt navn til Fuming Mouths seneste plade. Men i virkeligheden er det filmen 30 Days of Night, vi skal kreditere for titlen Last Day of Sun.

Rejsen husker vi sjældent…

Man kunne dog godt tænke, at filmen har været inspirationskilde for mere end bare titlen, da bandets dødsmetalliske hardcore sagtens kunne gå til et vampyrtematiseret action-gys.

Denne film ville nok være noget tættere på Motorsavsmassakren, da Fuming Mouth har skruet så meget op for HM-2'eren, at det er lige før, at Entombed synes, at det er for meget. Men netop det, at Fuming Mouth bruger en så universel ikonisk lyd samtidig med, at de ligger i grænselandet mellem død og hardcore, giver bandet en kæmpe styrke som gateway-band til begge genrer. "Respect & Blasphemy", “Burial Practices” og især "Kill the Disease" er drevet af riffs så stockholmske, at man næsten kan høre et område på Rold Skov blive reduceret til savsmuld, alt imens samtlige af skovens dyr får et par på munden, indtil de ligger i en pøl af blod, snot, savl og tænder. Det er et smukt ægteskab mellem Entombeds ustoppelige kædesavshærg og Knocked Looses arrige slå-på-tæven-attitude. 

På et eller andet tidspunkt forsvinder de rosenrøde briller dog, og ægteskabet bliver til hverdag. Og her er det, at Last Day of Sun og Fuming Mouth render ind i samtlige problemer som alle andre gateway-bands før dem. Nemlig at de aldrig bliver til mere end summen af deres enkelte dele. “I’ll Find You” gør dog et hæderligt forsøg i sin totalt upolerede uundskyldende Bleed From Within metalcore-stil. Men faktum er, at især numre som “The Sign of Pain”, “Last Day of Sun” og “R.I.P (Rest In Piss)” aldrig får rystet sig fri af bare at være gennemsnitligt bøllehardcore, som har fundet den verdensberømte håndværkerpedal på loftet. Det lyder ganske glimrende, men konstant at lire de samme slå-lytteren-i-gulvet-riffs af bliver meget hurtigt meget kedeligt. Der kunne Fuming Mouth godt have skævet lidt mere til eksempelvis Rotten Sound, Fange og Profane Order for at se, hvordan man kan tage HM-2’eren ind i en anden genre uden at gøre den til et dominerende element. Dog bliver Last Day of Sun aldrig decideret ringe, men du kan spørge dig selv, hvor spændende det er at hænge ud ved den dansk-tyske grænse i tre kvarter, inden du tager videre til Tyskland. 

… men det bør vi måske

På Last Day of Sun gør Fuming Mouth på ingen måde noget banebrydende, men til gengæld helt essentielt for metalscenen: at agere gateway-band. Ingen af os er vågnet op en dag og bare elsker det sted, vi befinder os på det metalliske landkort; vi er alle blevet guidet derhen. Så på trods af at Fuming Mouth aldrig nogensinde bliver mere end et jævnt skovhuggerslagsmål, så fortsætter de det arbejde, som Motörhead startede mellem metallere og punkere i tidernes morgen.