Tektoniske forskydninger

Den bidende vinterkulde er på vores breddegrader efterhånden en saga blot, hvorfor man må søge andetsteds for at finde de fraværende frostgrader. Som sagt, så gjort … Det er nemlig meget belejligt ved at være den tid af året, hvor vi finkæmmer terrænet for oversete guldårer. En søgen, der i denne ombæring sender os mod de golde omgivelser på Antarktis. Her slog dødspatruljen Frozen Soul tilbage i maj måned for anden gang lejr med den tematiske opfølger til deres debuterende langspiller fra 2021, Crypt of Ice. Bosiddende i ’Basecamp Bolt Thrower’ lykkedes det dog aldrig Frozen Soul for alvor at overbevise den øvrige omverden om ekspeditionens formål endsige eksistensberettigelse. Denne gang har kvintetten fra Texas til gengæld lagt sig i selen for at skabe et mere nuanceret udtryk, manifesteret gennem Glacial Domination. Grundessensen af Bolt Thrower er bevaret, ligesom vi også detekterer Dying Fetus, Obituary samt navne af nyere dato såsom de latrinære landsmænd Sanguisugabogg og Undeath. Et af to springende punkter ligger i produktionen, der denne gang varetages af Matt Heafy. Manden bag Trivium har desuden lagt både strenge og vokal til flere af numrene. Mest bemærkelsesværdig må dog siges at være tilstedeværelsen af James Lollar. Enmandshæren fra darksynth-projektet GosT har forestået ’programming’ på hele fire skæringer, der i deres hede omgang med 80’ernes grindhouse horror har affødt tektoniske forskydninger.

Det grusomme udefra

Vi er ikke alene. En usynlig rædsel skjuler sig et sted i den frosne ødemark. Angsten for det ukendte der fremdrages af ”Invisible Tormentor” gennem afgrundsdybe growls, horrorinducerende synthintro og makaber lyrik bliver i mere end en forstand øjeblikkeligt præsent. Med alle flugtmuligheder afskåret vækker ”Arsenal of War” vores eneste øvrige overlevelsesinstinkt. Våbenkammeret indeholder til lejligheden adskillige crossover-elementer af thrashriffs med vibrerende feedback, komplimenteret af lejesvenden Blake Ibanez fra Power Trip. 80’er-leflende Lollar pirrer nok engang det i forvejen overstimulerede sanseapparat med et ekstra drys af grindhouse-effekter, inden næste mand på bastionen stempler ind. Med samme tyngde som en nedfalden istap snerrer John Gallaghers karakteristiske staccato-growl sig dernæst gennem ”Morbid Effigy”. Næh, den gode John Carpenter har sandelig ikke levet forgæves.

Når nu snakken falder på udefrakommende inspirationskilder, så er det jo ikke just en statshemmelighed, at producer Matt Heafy har særdeles bløde punkter for både rendyrket thrash og genrediversitet. Få steder bliver affektionen dog tydeligere end på skivens eponyme skæring. Et sammensurium af thrash, hardcore punk og metalcore spækket med tempofyldte crossoverriffs og soli. Eller, det vil sige, lige indtil ”Frozen Soul”, som er første del af fortællingen skrevet i ærbødig erindring om salig Carpenters mesterværk, The Thing fra 1982. Her er Lollar lidet overraskende atter på spil, om end med sin helt egen fortolkning af Inception-konceptet: en hyldest, til en ode til grindhouse-horrorgenren. Der virker i hvert fald til at være kigget mere end almindeligt langt efter Paul Wiley og dennes ’originale’ temakomposition til Terrifier-filmene om den mordlystne mimiker Art the Clown.

Nummerets mest bemærkelsesværdige kendetegn, udover at bære bandets eget navn (hvilket må siges at ende som en stående joke i denne kontekst), er imidlertid guitarharmonierne. Jeg siger ikke, de er planket direkte fra ”Seek and Destroy”. Jeg siger, blot at ’nogen’ har lyttet mere end én gang fra minuttal 5:51 …! Hævn er som bekendt en ret ”Best Served Cold”, og den konforme død melder eftertrykkeligt sin genkomst med denne lille hurtigløber på knap tre minutter. Tilfredsstillelsen derved forbliver dog en stakket frist, idet ”Atomic Winter” henlægger alt i rygende ruiner med sin destruktive lyrik: ’Atomic winter coats the earth / Humanity returned to dirt / Cleanse by flame, slow rebirth God of destruction’.

I uvejsomt terræn

Det er virkelig om at holde tungen lige i munden, mens der manøvreres gennem snestormen med en sigtbarhed lig nul. Emulsionen af de konventionelle elementer fra Bolt Thrower, Obituary, Dying Fetus og den syntetiske sampling forestået af GosT lykkes langt hen ad vejen, om end fokus indimellem krystalliserer i den bidende polarluft. Hvis vi for stund ser bort fra den lettere uheldige kinddans med Metallica, slipper Heafy nogenlunde helskindet fra sin produktion. Hans egen deltagelse overstråles dog af både Lollar og Ibanez, der hver især tilfører noget af den kant, vi efterspurgte på Crypt of Ice. Ydermere kan man diskutere det strategisk fornuftige valg af Gallagher, der uden at fornærme Green manøvrerer i lidt andre luftlag. Vi efterlades midt i en nuklear vinter, som meget passende er det stadie, en global atomkrig ville hensætte os i. Med et kig rundt om i verden omkring os er der noget om snakken, og man kan sålunde ikke undgå at skænke den gode Oppenheimer en tanke, der allerede under WW2 formanede: ‘Now I am become Death, the destroyer of worlds.’ Ak ja, vi lever i sandhed i de sidste tider …!