I krig og kærlighed

Freja er et two-piece metalband bestående af kæresteparret C. og W.D., hvis initialer måske vil ringe en klokke hos kendere af den hollandske undergrundscene. Duoen fandt hinanden i forbindelse med et samarbejde på festivalen Roadburn i 2019, men har begge et par år på bagen inden for branchen og tidligere udgivet musik med bands som Witte Wieven og Lastor. Med den skabelsesberetning in mente er det vel nok passende, at bandet har navngivet sig efter frugtbarhedens gudinde. Spørgsmålet er imidlertid, om debuten Tides også formår at pirre omverdenens interesse, eller om den skal swipes til venstre her på anmelder-Tinder?

Vage begreber er ikke altid lig med tynd substans

Freja kategoriserer sin lyd som ”atmosfærisk black metal” – et mærkat, der efter min opfattelse burde bandlyses for tid og evighed. Det svarer til at blive inviteret på middag og få at vide, at der bliver serveret ”gryderet”: Jeg ved i grove træk, hvad jeg skal forvente, men kan på ingen måde forudsige, hvad der ender på tallerkenen. En tung, flødelegeret Agalloch-stroganoff? Minimalistisk dungeon synth-gullasch a la Summoning eller Burzum? En moderne, velkrydret cassoulet med en knivspids Wolves in the Throne Room eller Fen? Nå, med den værste mavesurhed overstået må vi hellere se at få smagt på sagerne.

Åbneren ”Our Chosen Path” giver en god forsmag på, hvilken opskrift Freja har valgt at følge på Tides. En helt klassisk, black metal-intro med blast beats og raspende vokal kombineres stille og roligt over i en passage med C.’s rene korsang og lidt roligt strengespil på rytmeguitaren, inden det hele kollapser i en god blanding af alle elementer, altid med melodiske passager og C.’s sirenesang som omdrejningspunktet. Allerede efter disse fem minutter og 58 sekunder har man fået et indtryk af grundessensen på Tides. Det er et album, der først og fremmest er præget af en stor diversitet i både vokal og tempo, samt ikke mindst en rundhåndet brug af rumklangeffekter på både guitaren og vokalen, som er med til at give albummets dets karakteristiske astrale lyd. Særskilt er trommerne ikke værd at skrive hjem om, og det samme kan siges om de minimalistiske tekster, men det fungerer og lyder sådan set udmærket hele vejen igennem.

Ved første gennemlytning kan albummet dog godt virke en smule ensformigt, hvilket navnlig må tilskrives et lavbudget-miks. Kun med konstant koncentration kan man komme helt ned i musikkens mange lag, hvilket desværre bliver på bekostning af det atmosfæriske helhedsindtryk. Kan man mønstre en sådan koncentration gennem pladens 39 minutters varighed, er der imidlertid mange små perler at finde. ”Scattered Shields” lægger ud med en herlig doomet intro, inden man med et subtilt, men effektfuldt indslag med dobbeltpedal arbejder sig op i tempo mod nummerets klimaks. ”Cataclysm” smider en smule blackgaze ind i potpourriet, og de første 30 sekunder kunne til forveksling lyde som noget fra et Møl-album. Andre højdepunkter inkluderer den smukke og skrøbelige ”Of Those Stricken by Fate” og ikke mindst black-kalypsoen ”Dusk”, hvor W.D. får givet prøver på sin vokale spændvidde. Under mere polerede omstændigheder ville Freja helt klart kunne have kapitaliseret mere på deres uomtvistelige talent, for ideerne og virkemidlerne fejler intet.

En første date med potentiale til mere

Atmosfærisk musik af den art, som Freja praktiserer, er en flygtig muse som stiller store krav til både musikerne og mikserpulten. Instrumentalt skal der være en vis mængde repetition for at skabe atmosfære, men så meget desto vigtigere er det, at de små nuancer i lyden virkelig kommer frem i solen, når de præsenterer sig. Dette er desværre en mangelvare på Tides, hvis største brist netop er en skrabet produktion. Dette til trods er der dog tale om en godkendt debut, som belønner alle dem, der har tålmodigheden til at lære den at kende.