Det går pæn stærk’
Grindcore – punkens og ekstremmetallens sindssyge, ADHD-ramte, hyperaktive og totalt overgearede speedjunkie af en bastard, hvor alt kun kan gå for langsomt. En genre, der aldrig rigtig har gjort sit indtog på den danske metalscene, og langt de fleste bands, der spillede genren, havde en karriere på længde med deres sange. Så uden at lade sig påvirke af at have statistikken imod sig er den silkeborgensiske trio Fordærv klar med deres debutalbum, med den dejlig politisk ukorrekte titel Knep Dig Selv Ihjel.
Alt og alle kan fucke noget så grusomt af
Knep Dig Selv Ihjel består af 16 numre fordelt ud på 19 minutter og fortsætter den kompromisløse og offensive stil fra den aldeles glimrende EP: Fy For Satan, og det er ikke så lidt, der får sig en tur over de 19 minutter. Der bliver delt håndmadder ud til klub 27, Trump og hans mur, det røvsyge forstadsliv og alle de politisk korrekte venstreorienterede veganertyper, for bare at nævne et par stykker. Men det bliver leveret på en så overdreven, provokerende manér, at man aldrig er tvivl om, at intet af det er ment 100 % seriøst. Hvilket er yderst tilfredsstillende, da grindcoregenren har det med at være nærmest militant i sine politiske budskaber.
Når man sætter pladen på, er der to ting, der springer i øjnene – eller ørene, nu det er musik – og det er guitarlyden og produktionen. Guitarlyden, fordi den er som trukket ud af Entombed, Dismember og de andre Stockholmbands. Riffet i ”Løb Stærkt For Helvede” kunne ikke lyde mere svensk, om så det prøvede. Produktionen, fordi der i grindcore lader til at være to typer produktion. Den tyndbenede produktion, hvor lilletrommen lyder som en blikdåse, og guitaren har dybde som en vandpyt. Og den fyldige, mere massive slags, hvor det er en mur af lyd, der rammer en. Og heldigvis er det sidstnævnte, der er anvendt. På trods af at Fordærv består af guitar, trommer og vokal, føles det stadig som at blive kørt over af en damptromle, når de giver fuld pedal. Alt andet havde også været synd med den guitarlyd.
Men Fordærv kan andet end bare at tonse derudaf med alverdens offensive bemærkninger. For Knep Dig Selv Ihjel – jeg bliver aldrig træt af at skrive den titel – er en yderst velskrevet, ualmindeligt medrivende og, til tider, catchy grindcoreplade. Den catchy del skal bestemt tilskrives vokalen. Den er af og til lige præcis forståelig nok, til at man kan få et par ganske simple sætninger med, som man så kan synge resten af dagen. Dog er det ikke så velset at gå rundt og synge: ”Tag stoffer og dø ung” og ”Fuck at blive gammel, jeg vil være et flot lig”.
Upassende, offensivt og dejlig politisk ukorrekt
Knep Dig selv Ihjel er en fantastisk dansk grindcoreplade. Intet mindre. Det er en rasende bidsk satan, hvis eneste mission er at provokere alt og alle. En aldeles vellydende mission, der lykkedes til punkt og prikke, uden at det på noget tidspunkt forfalder til kedelig, intetsigende idioti. Den kender sin besøgelsestid og udnytter den fuldt ud. 19 minutter er alt, Fordærv har brug for til at sparke døren ind, gennemtæve lytteren og efterlade vedkommende med en S&M-fetish og glødende stockholmsyndrom. For sjældent har tæsk føltes så gode, at man bliver nødt til at have mere.