Endnu et af de gamle 80’er-thrashbands melder sig på banen med et revitaliseret album. Denne gang er det Flotsam and Jetsam fra Arizona, USA
En gammel kending
For nørder er Flotsam and Jetsam kendt for at være det band, der leverede bassisten Jason Newsted til Metallica efter deres bassist, Cliff Burton, døde. For store nørder er Flotsam and Jetsam kendt for de to (virkelig gode) formative thrash-albums Doomsday for the Deceiver og No Place for Disgrace. Og med god grund, kan man fristes til at sige. For siden de to store bidrag til metalmusik, har bandet ikke rigtig været af den store relevans…indtil nu.
For Flotsam and Jetsam har lavet et rigtig godt og originalt album. Det er et album der uden tvivl har sit fundament og udgangspunkt i thrashmetal. Men samtidig bliver genrer betragtet som netop det begrebslige ideal-typiske fænomen det er, og ikke en kunstnerisk begrænsning. De har deres musikalske hjem i thrash, men spiller hvad de har lyst til – nogle gange med mere held end andre. Lad det dog være sagt med det samme: Flotsam and Jetsam har med deres nye album Flotsam and Jetsam (Ja, originalt, ikke?) lavet et rigtig godt album. Det er ikke perfekt, men det er rigtig godt.
Pompøs, thrashet og moderne
Et nøgleord igennem albummet er, blandt andet, episk heltemetal (teknisk set ikke ét ord, men you catch my drift…). Ikke forstået på den der Manowar-agtige-sværd-og-bar-overkrop-i-olie-måde, men med en pompøs og episk tilgang til musikken og den (nogle gange) lidt for bombastiske vokal, der synger nogle til tider ret så fantastiske tekster. Som f.eks. i åbneren ”Seventh Seal”, hvor det lyder: “Seven trumpets roar, seven bowls of wrath / A seven headed beast, the seven seals of the scroll / Peels of thunder, lighting cracks, rumbling the sky”
Et andet gennemgående element er den moderne lydende, men stadig klassisk komponerede thrash. Thrashen er i nogle skæringer lige ud af landevejen, hurtig og pokkers medrivende. Som f.eks. ”Life Is A Mess” og ”L.O.T.D”. Nogle steder leger bandet med en prog’et fornemmelse og eksperimenterer med anderledes rytmefornemmelser og markeringer, som numrene ”Verge of Tragedy” og ”Creeper”.
Lyden er, som antydet, moderne, velproduceret, med samtlige instrumenter tydelige. Bassen ligger relativt langt fremme i lydbilledet, hvilket sikkert vil være til begejstring hos bassister og til irritation hos guitarister. Vokalen kommer mest til sin ret ved at blive tvunget op i tempo. Ingen tvivl om at forsanger Eric A.K. har en forkærlighed for at synge heltemetal, men hans stemme gør sig nu, i mine ører, bedst når han bliver presset ud i de lidt hurtigere fraser.
En sidste ting der må rundes i forbindelse med albummet er nummeret ”Iron Maiden”. Nummeret er et forsøg på at skrive et hyldestnummer til det klassiske heavy metal band af samme navn. Projektet er da meget sjovt og sympatisk, men også en eksemplarisk eksplicitering af hvorfor det er Iron Maiden der er Iron Maiden – og ikke andre. Det ender med at fremstå sødt, men fjollet. Aldrig godt. Specielt bassen påpeger nødvendigheden af Steve Harris’ fornemme arbejde i Iron Maiden – et arbejde der ikke bare sådan lader sig kopiere.
Overvejende godt
Flotsam and Jetsam er et rigtig godt album. Flotsam and Jetsam forsøger sig med, hvad de synes er fedt og har oven i købet skabt et sammenhængende album. De fleste ting lykkedes rigtig godt, få ting lykkedes knap så godt.
Til sidst vil jeg nævne at det er til evig frustration hos undertegnede, at der på albummet ikke er et nummer der hedder ”Flotsam and Jetsam”. Her tænker jeg på forbilleder som sangen ”Iron Maiden” af bandet Iron Maiden på albummet Iron Maiden, eller ”Black Sabbath” med Black Sabbath fra Black Sabbath. Når man har chancen for at komme i kategori med disse, så skal den gribes!
