De mallorcinske riddere tager på nye eventyr

I 2023 udgav det tyske folkmetal-orkester Feuerschwanz deres helt fortræffelige 11. langspiller, Fegefeuer, hvilket naturligvis gjorde, at denne anmelder næsten ikke kunne få armene ned, da det blev offentliggjort, at der var en ny plade fra de glade spillemænd på vej. Da titlen på pladen, Knightclub, blev offentliggjort, bredte skepsissen sig allerede en smule. Men fordi lidt pjat jo aldrig har skadet, var det egentlig ikke rod til mere bekymring om, hvad der ville vente lytteren på det nyeste udspil. Det var så indtil pladens anden single, “Knightclub” – en grum omgang Ballermann-Mucke forklædt som folkmetal – udkom. Det kunne således kun blive bedre … eller kunne det?

Kvadet om den impotente drage

Med åbningsnummeret “Knightclub”, der er opstået i samarbejde med den tyske hiphopduo  SDP, er der således ikke ligefrem blevet dannet et solidt grundlag for resten af pladen – men lad mig ikke dvæle længere ved dette, for det kan sagtens blive meget mere syret. Tredje nummer på pladen er nemlig overraskende nok et cover, der jo som regel placeres henne mod slutningen af en plade. Langt mere overraskende var det dog, da nummeret blev udgivet som single i midten af april 2025, og det viste sig at være et cover af Psys “Gangnam Style”, der udkom i 2012 og i sin tid banede vejen for K-pop i Vesten. I betragtning af udgangsmaterialet fungerer Feuerschwanz’ version af sangen faktisk forholdsvist godt, selv om det efter min mening er en yderst besynderlig sang at inkludere på et metalalbum. Efterfølgende nummer, “Name der Rose”, stikker med sin bittersøde kærlighedstekst og rock-schlager-lyd i endnu en helt anden retning. Sangen er med smukke violinpassager leveret af Johanna von der Vögelweide og en knivskarp produktion i bund og grund ganske fin, men ville både lyrisk og auditivt passe langt bedre på et dArtagnan-album. På sjette track, “The Tale of Sam”, bliver lytteren endnu en gang taget med bukserne nede, da man får budt en talesekvens omhandlende Samvis Gammegod og hans rejse til Mordor. Det giver i og for sig fint nok mening, da den efterfølgende sang, “Sam the Brave”, udfolder denne rejse yderligere. Men er det så virkelig nødvendigt med en næsten to minutter lang talesekvens?! På “Sam the Brave” bliver lytteren budt på en episk powermetal-hymne, hvor Hans der Aufrechte brillerer på guitar, og Prinz Hodenherz III leverer en solid vokalperformance. For undertegnede bliver lytteoplevelsen dog en smule ødelagt, da sangens omkvæd bliver sunget på engelsk, og det bare ikke har samme charme som de tysksprogede tekster. Dette er noget, der gennemgående er ret påfaldende, særligt fordi de kære middelalderrockere ikke er synderligt gode til engelsk. Det er virkelig ærgerligt, når selv et nummer som “Eisenfaust”, der med en opløftende melodi båret af violinen og humoristiske tyske tekster på mange måder drager paralleller til de tidlige Feuerschwanz-år og sagtens kunne være taget fra for eksempel Walhalligalli (2012) eller Auf's Leben! (2024), bliver bestykket med et engelsk omkvæd a la Gloryhammer. For at dvæle lidt ved sangteksterne generelt er de mange gentagelser og simple rim et andet element, jeg bidder mærke i. Det høres blandt andet på “Avalon”, hvis omkvæd tydeliggør lige netop dette: “... Avalon, Avalon / Die letzte Schlacht hat schon begonnen, Avalon / Doch wie gewonnen so zerronn', so zerronn'”. For udover at ordet “Avalon” bliver sunget fire gange på meget kort tid, gøres der også et desperat forsøg på at rime “Avalon” med “begonnen”, “gewonnen” og “zerronnen”, og det lyder bare ikke super fedt. “Tanz der Teufel” er derimod et nummer, der med sit store fokus på guitaren og det medrivende skift på vokal mellem Hauptmann Feuerschwanz og Prinz Hodenherz III rent udtryksmæssigt falder mere i tråd med Fegefeuer. På det nye album følges der således hverken en lyrisk eller en auditiv rød tråd, hvilket i hvert fald under første gennemlytning udløser en vis forvirring, der ikke nødvendigvis bliver mindre efter flere runder på pladetallerkenen.

Metnotstand im Märchenland

Det gør mig ondt at have så lidt positivt at sige om denne skive. Men efter så mange gode plader fra tyskernes hånd, faktisk næsten 20 år med kun solide plader og en konstant udvikling fremad, er denne plade en kæmpemæssig skuffelse med blot få gode og slet ingen helt begejstringsvækkende sange på. På Knightclub lyder det virkelig, som om Feuerschwanz ikke ved, hvad de vil, og det er virkelig ærgerligt, når man ser på, hvor dygtige musikere de er, og hvor stærkt et bagkatalog de har.