Normalt er det ikke meget metal fra Israel, der vinder gehør uden for landets egne grænser, men hvis der er nogen retfærdighed til i denne verden, vil prog-rockerne fra Ephrat snart få lavet om på dette. Således har bandet med ’No One’s Words’ udgivet en meget helstøbt og meget alsidig plade.

Albummet indeholder seks uhyre velskrevne sange, der alle bliver ved med at udvikle sig. Dette høres især i de mange nye formled, der hele tiden dukker op og åbner sangene og trækker dem i nye retninger. Således lyder bandet det ene øjeblik som Tool, det andet som Blue Foundation, det tredje som Collective Soul og det fjerde sågar som The Beatles. Mest af alt lyder bandet dog bare som sig selv og de mange forskelligartede dele fremstår mærkeligt nok som en helhed. Som førnævnte bandreferencer antyder, spiller Ephrat langt fra metal fra start til slut og således bliver der også budt på mellemøstlige elementer, atmosfæriske fløjtesoloer og lækre vokal- og blæserarrangementer. Guitaren og det hårde groove er dog aldrig langt væk og er netop det element, der skaber den røde tråd igennem hele pladen. Derudover er det et klart tegn på klasse, at alle disse mange forskellige elementer ikke forhindrer bandet i rent faktisk at formidle nogle udtryk og nogle stemninger med deres musik. Der er således ikke bare tale om musikalsk showoff, men om en substans, som kun få bands har evnerne til at formidle.

Selv om ’No One’s Words’ er et rigtig godt album, indeholder det dog også enkelte skønhedsfejl. Eksempelvis er det problematisk, at pladens to gæstesangere, henholdsvis Daniel Gildenlöw fra Pain of Salvation og Petronella Nettermalm fra Paatos, begge klart overgår Ephrats egen sanger Lior Seker. Det er nu ellers ikke fordi denne er en dårlig sanger, men han er bare ikke helt i samme liga, som de to førnævnte. Endelig synes jeg ikke altid, at pladens guitariffs er lige opfindsomme hele vejen. Dette er dog mindre detaljer, der ikke rokker ved, at Ephrat har begået en virkelig stærk debut.