Eldamar - The Force Of The Ancient Land

The Force Of The Ancient Land

· Udkom

Type:Album
Genre:Ambient Black Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Storladen black metal/ ambient byder på en rejse tilbage til en svunden tid

Black metal romantikere, kig her!

Eldamar er et norsk enmandsprojekt, der befinder sig i krydsfeltet mellem atmosfærisk black metal og ambient, og er inspireret af Tolkien, hedenske traditioner og naturen. Pladen består af lange, episke og melankolske sange, hvor guitarer og keyboards assisterer hinanden i jagten på den storladne lyd. De otte numre, der varer mellem 9 og 15 minutter, bringer skiven op på over 70 minutters spilletid og er dermed hverken en let eller hurtig omgang at lægge ører til.

Det er tydeligt, at Eldamar gerne vil skabe en sonisk rejse for lytteren, tilbage til en tid der var engang, og det lykkes også langt hen ad vejen. Bandet lægger sig MEGET op ad bands som Summoning, Elderwind, Caladan Brood osv., så hvis man kender til den slags bands, har man et meget godt billede af, hvad The Force of the Ancient Land har at byde på. Vokalen skifter mellem en black metal-agtig vokal og en smuk, kvindelig vokal, som supplerer hinanden udmærket. Melodierne er keyboarddrevne, og guitarerne lægger baggrunden for lydbilledet. Tempoet varierer fra langsomt til noget, der nærmer sig mid-tempo, og kun sjældent brydes lydbilledet.

Langt fra fest og farver

Jeg er generelt glad for denne slags temmelig stenet form for black metal, jeg synes dog nok, at Eldamars skive bliver en smule for kedsommelig i længden. Ikke fordi det ikke er udmærket udført, men pladen bliver en smule for lang, og man får nogle gange fornemmelsen af en 70-minutters variation af samme melodiske tema. Flere af numrene er dog ganske fede, faktisk vil jeg fremhæve den rent akustiske, eller i hvert fald ikke-metalliske Travel in Woods, som er et fantastisk smukt og harmonisk stykke musik. Nummeret, og flere numre i løbet af pladen, får dig med garanti til at glemme alt om dit dødssyge job, pensionsopsparinger og hvad du nu skal huske at købe ind, og det er beundringsværdigt. Eldamar maner til eftertænksomhed, nærmere end fest og farver.

Hvis man er romantisk anlagt og har hang til Enya, kan jeg anbefale The Force of the Ancient land, som fungerer glimrende som afslapning, til en kop kaffe og en god bog, eller hvad man nu måtte finde på. Det er ikke banebrydende, men når man er træt af Marduk og Dark Funeral kommer bands som Eldamar til sin ret, og The Force of the Ancient Land gør det godt.

Tracklist

  1. Spirit of the North
  2. Winter Night
  3. Travel in Woods
  4. From Life to Spirit
  5. Valkyrjur Ancient Ones
  6. The Border of Eldamar
  7. Galaðwen the Eldar
  8. New Beginning