Dream Theater spiller igen Dream Theater kun for fans af Dream Theater…
Dengang Dream Theater kom ned fra bjerget
Tilbage i februar 2019 fik jeg en rigtig positiv overraskelse, og jeg gætter på, jeg ikke var den eneste. Prog-veteranerne fra Dream Theater udgav nemlig et album, der for en gangs skyld ikke var langhåret, højtragende og pompøst med timelange numre og pseudoakademiske sci-fi-koncepter, bare fordi de endnu en gang skulle prøve at overgå sig selv. Niksen biksen – Distance Over Time var, i modsætning til det overdrevet ambitiøse og alt for lange The Astonishing fra 2016, en plade, hvor Dream Theater gik ‘back to basics’ og gav os ti enkle numre med en samlet spilletid på 61 minutter. Ikke så meget pjat; kun fem glade gutter, der genfandt spilleglæden via en simpel formel og tydeligt hvilede i sig selv uden at prøve at bevise noget. Hvor var det dog befriende!
Nu er kvintetten fra Boston klar med studiealbum nummer femten, og jeg må indrømme, jeg har været spændt. Har Distance Over Time mon været starten på en ny Dream Theater-æra?
A Disappointing Turn of Events…
Nyeste album fra James LaBrie & co., som har fået titlen A View From The Top Of The World, synes ikke umiddelbart i tråd med forgængerens enkelthed, når man kaster et hurtigt blik på trackliste og spilletid. En samlet spilletid på 71 minutter fordelt på syv numre, hvoraf fire af dem varer ti minutter eller derover, fik i hvert fald denne anmelder til at komme med et lettere skuffet suk. Og desværre skulle det ikke vise sig at være det eneste af sin slags undervejs i gennemlytningen. For selvom musikaliteten, produktionen og det tekniske niveau uomtvisteligt når helt vanvittige højder, når vi snakker Dream Theater, er A View From The Top Of The World en lettere kedelig omgang.
Efter en ret sløv start i form af floskelfyldte “The Alien” får vi på anden skæring pladens bedste nummer, “Answering The Call”. Med en opbygning, der minder en del om gode gamle kompositioner som “As I Am” og det forrygende “Endless Sacrifice”, høres her et Dream Theater i topform. Komplet med vanvidssolo fra uforlignelige John Petrucci, der glider over i ditto keyboardekvilibrisme fra Jordan Rudess og i vanlig stil slutter med, at de to spiller en snørklet figur synkront og i højt tempo. Tak for kaffe! Det er som at genbesøge fordums storhedstid, omend det er hørt en del gange før. Men knap har man fået armene ned, før albummet begynder at skuffe. Trods hæderlige, men langt fra prangende, numre som “Transcending Time” og “Awaken The Master” er resten af pladen Dream Theater på uambitiøs autopilot. Prog metal er sjældent synderligt forudsigelig, men Dream Theater-prog er, og denne deres plade nummer femten er et glimrende eksempel herpå. Selv ikke det tyve minutter lange og stort anlagte titelnummer, der skal fungere som pladens afslutter-epos, formår at fange lytteren med ret meget andet end sin altoverskyggende forudsigelighed i både opbygning, kedelige klimaks og alt for lange afslutning.
Ak ja…
A View From The Top Of The World er desværre ikke en udgivelse, der på nogen måde overrasker eller vidner om nye tider. Faktisk tværtimod, da det bortset fra halvandet godt nummer lyder fuldstændig, som Dream Theater plejer. Blot en anelse mere kedeligt. Bevares, de fleste fans af den ulækkert dygtige håndfuld musikere, som bandet utvivlsomt er, vil med stor sandsynlighed knuselske pladen, da den på mange måder er præcis, hvad de vil have. Men jeg vil alligevel mene, at man efter femten plader godt kan kræve mere end endnu en omgang sovs og kartofler fra et af genrens allerstørste navne. Dream Theater behøver ikke død og pine forny eller forsøge at overgå sig selv hele tiden og eksperimentere sig selv i graven, men A View From The Top Of The World lugter af, at de nu har malet sig selv endnu længere op i det hjørne, som de startede på efter det glimrende Six Degrees of Inner Turbulence. Forrige plade, Distance Over Time, var et frisk pust til en efterhånden ensformig diskografi, men desværre har Dream Theater med deres nyeste skive valgt at forblive en lightudgave af sig selv.
