Udskiftning af den gamle garde
Hvis samtalen falder på den goth-inspirerede del af death-/doom-genren, vil tre bands med garanti blive nævnt: Anathema, My Dying Bride og Paradise lost, også kaldet The Peaceville Three. Men nu hvor Anathema ikke har bevæget sig inden for det metalliske spektrum i godt og vel tyve år, og My Dying Brides seneste fuldlængde ikke var voldsomt imponerende, hvilket death-/doom-kort skal man så trække op af hatten for at matche Paradise Lost? Et bud på dette kunne vi finde ved at forlade de deprimerende blygrå toner af England og bevæge os mod det mindst lige så eksotiske og deprimerende grå Sverige. Her finder vi bandet Draconian. De har netop udgivet deres syvende fuldlængde Under a Godless Veil, som måske bliver pladen, der rykker dem op i death-/doom-superligaen.
Det er ikke regler, men retningslinjer
Specielt My Dying Bride bør nok kigge sig lidt over skulderen, når der sættes gang i ”Sorrow of Sophia”. Kirkeklokker, storladne strygere og knusende sorg i smuk symbiose med afmagtsfyldt raseri, Draconian er bestemt ikke kommet for at danse. Man skal på ingen måde lade sig narre af, at Draconian er et af de utallige bands, der anvender den fortærskede skønheden og udyret-vokalformel. I modsætning til eksempelvis Tristania og Theatre of Tragedy, der ofte holder sig så stringent til denne formel, at numrene bliver mere deforme og amputerede end Askepots stedsøstres fødder, så har Draconian brainstormet og spurgt sig selv, hvad man ellers kan.
Det, man kan, er i bund og grund ganske simpelt – man udnytter det faktum, at man har to vokalister, der sagtens kan stå på egne ben og skriver numrene ud fra dette. På ”Lustrous Heart” og specielt ”Moon Over Sabaoth” graver Draconian de tunge, dybe og klagende riffs frem og giver Anders Jacobsson frit råderum til at brøle sin sorg ned i afgrunden. Man føler hans tab helt ind i hjertekulen, og det er lige før, man stormer ud i natten og kaster sten efter månen og skriger sig hæs i ren afmagt. I den anden boldgade finder man ”Sleepwalkers” og ”Claw Marks on the Throne”, hvor Heike Langhans kommer til sin ret. Det er sørgmodigt, og den absolutte tragedie vil ingen ende tage. Den altopslugende tristesse er både smuk og skrøbelig trods sin altødelæggende kraft, og som lytter sidder man tilbage med en rulle lommetørklæder i den ene hånd og et barberblad i den anden.
Der, hvor Under a Godless Veil dog kommer helt op og er ved at vippe Paradise Losts Obisidian af pinden som årets doomplade, er i kraft af ”The Sacrificial Flame” og ”The Sethian”, hvor Heike henretter hele ideen om skønheden og udyret og rejser sig som den Elizabeth Bathory’ske isdronning, hun er. Det evige mørke sænker sig, og trods det at det bliver besunget med store følelser og voldsom skønhed, aner man facaden krakelere og give plads til et isnende had. ”Sacrificial Flame” er uden den mindste trevl af tvivl et af genrens absolutte mesterværker.
Intet mindre end imponerende
Forud for denne anmeldelse snakkede jeg med vores redaktør her på sitet om, hvor imponerende en plade Under a Godless Veil er. For der er ingen tvivl om, at Draconian har komponeret hvis ikke den bedste, så en af årets absolut bedste doom-plader. Måden, hvorpå pladen anskuer genrens byggeklodser, vender dem på hovedet og derefter likviderer dem uden at fortrække en mine, er intet mindre end fantastisk. Vil man have sin death/doom til den storslåede og stemningsfulde side, er der ingen vej udenom Under a Godless Veil. Så find din kutte frem, tænd op i de stearinlys og overgiv dig til den totale tragedie.
