Ved første gennemlytning af downEdge’s nye promo, tænker jeg med det samme på Nirvana. Den melankolske og lettilgængelige rock, som downEdge bryster sig med, går direkte på følelserne og skaber en stemning af aggressiv sørgmodighed.

Melodierne, i form af guitar-riffs, sidder meget godt i hukommelsen, men har en tendens til at blive trivielle – hvilket i øvrigt gør sig gældende for bandets promo. Mange af de forskellige stykker i de tre sange, som promoen indeholder, er alt for lange. Det er et gennemgående træk gennem hele promoen, at kompositionerne er en smule for langtrukne.

Dette faktum bedres ikke just af den manglende variation i eksempelvis vokalen, som ikke laver de store udsving. Man lægger dårligt nok mærke til, når disse undtagelsesvis forekommer. Det værste er nok, at vokalen – som leveres af Klaudia – bærer et tydeligt præg af meget større potentiale. Spørgsmålet er blot, om det er musikken eller Klaudia selv, der holder hendes muligheder tilbage.

På ganske utraditionel vis spilles trommerne af en pige! Min første tanke er: "Hun slår hårdt," men selvom de klassiske rockrytmer er der, savner jeg alligevel nogle fede fills, samt at trommerne giver los, når der lægges direkte op til dette i numrene.

Promoen har intet nyt og overraskende med sig, men viser, at downEdge sagtens kan spille melankolsk rock på den måde, som vi kender den. DownEdge er et band, som endnu ikke har fundet deres muligheder og begrænsninger.