Italiensk metalcore holder et højt bundniveau, men bliver aldrig særligt spændende.

Italienske The Doomsayer er opstået i kølvandet på det hedengangne Stigma. Selvom navnet kunne give anledning til et par gode gæt om genren, så er det absolut ikke doom, vi er ude i, men metalcore. Fire Everywhere er deres første skive.

Gennemgang

Efter en kort intro sparkes pladen igang med nummeret "15.05.11" - ingen tvivl om, at det her er klassisk metalcore; Fede riffs, stramme energiske trommer, breakdowns og hele baduljen. Og så selvfølgelig aggressiv vokal, der går over i melodisk skønsang i omkvædet. Efterhånden som man lytter videre opdager man, at det er dét The Doomsayer kan og vil, og ikke så meget andet. De holder et pænt niveau, absolut! Men chancer, variation og små eksperimenter, der kunne krydre lydbilledet lidt og gøre denne type metalcore mere spændende, er der intet af. Dermed bliver man temmelig hurtigt kastet ud i ufrivillig kedsomhed, trods pladens beskedne spilletid på 26 minutter. The Doomsayer er dygtige musikere, det skal der ikke være tvivl om. Men dygtige sangskrivere er de ikke. Selvom niveauet, som nævnt, er rigtig fint, så skal der helst være numre og/eller passager, der skiller sig ud og hænger fast og dermed gør lytteren rigtig interesseret i musikken, men her skuffer de desværre. Det forbliver for jævnt og uopfindsomt. Desværre skuffer produktionen også en anelse. Især trommerne lyder lidt for flade, og guitaren kunne også godt ligge længere fremme i mikset uden at gøre skade.

Konklusion

Er man til fuldstændig klassisk metalcore, vil man ikke kunne sige ret meget dårligt om Fire Everywhere, men det forbliver kun ok uden nogensinde at blive prangende. Savner man metalcore, der tør prøve noget nyt, skal man holde sig væk fra denne skive, da den vil være alt for kedelig. Potentialet er tilstede for The Doomsayer, men der skal tænkes mere ud af boksen næste gang.

Diamonds - Klassisk metalcore. På den kedelige måde...