Gem et lille smil, til det bli'r gråvejr

Man kan ikke anklage Détresse for at være jubeloptimister. Med et bandnavn der løst kan oversættes til fortvivlelse, samt to plader der bærer navnene pessimisme og elendighed, kan vi meget vel konkluere, at serotonin ikke er en grundpille i bandets lyriske univers. Denne internationale trio spiller – naturligvis – black metal. Trods medlemmernes multifacetterede etniske ophav er lyden primært som den, man finder på den centraleuropæiske scene. Rå, atmosfærisk og indhyllet i triste melodier. Ved første øjekast og lyt lader det ikke til, at Détresse kommer med de helt store eller nye ideer. Men gemmer der sig alligevel guld begravet i tristessen

'Moar, jeg keder mig!'

Det er ingen hemmelighed, at atmosfærisk musik ofte handler om at opbygge en helt særlig stemning, som kan virke både meditativ og hypnotiserende. Ej heller er det en hemmelighed, at en sådan primært opbygges via repetition samt simplicitet. Nu har vi allerede slået fast, at det ikke er serotonin, som bandet her benytter som sin ledestjerne. Derimod er det netop simplicitet og repetition, der får lov til at være fundamentet til det hus, som er Misères. Faktisk er det ikke kun fundamentet, det er også stueetagen, førstesalen … ja, selv gavlen og karlekammeret oppe på kvisten.
Med andre ord, selvom pladen her består af syv numre, hvilket ender i lidt mere end 40 minutters musik, ja, så får man reelt ikke meget for sin tid. Numrene er så uhyggeligt ens, at man totalt taber fokus, og den ene sang tager den anden, så man ender også hurtigt med at glemme, om det nu var “Verrottet” eller “Schwefel”, man lige havde hørt.
Det er nok lige hårdt nok at konkludere, at albummet her er decideret dårligt, for heldigvis er der enkelte lys i mørket, men disse er bestemt i undertal – nærmest i ental. “Vallée de Misères” og “Les Nuit Jaunes” er nok det tætteste, vi kommer på gode numre på albummet her – og de to er faktisk ikke meget mere værd end en gennemsnitlig flaskebon. Der er selvfølgelig også “So Bitter, So Kalt”, der starter med et udmærket bølle-riff. Desværre ebber det ud, allerede før der er gået et minut, og det kommer aldrig igen i sangen. Så er der “Verloren”, et instrumentalt nummer, primært fremført på cello, cembalo og et strengeinstrument, der lyder umiskendeligt som en japansk shamisen – hvilket det næppe er. Det er faktisk et fint nummer, men det virker supermalplaceret, da det ikke ligner noget andet på albummet, selvom pladen her bestemt ville være blevet bedre, hvis disse instrumenter ellers var en del af de resterende 37 minutter. Men ak! Men selvom pladen ikke er decideret elendig, så ændrer det ikke på, at den virkelig er kedelig, i en sådan grad at det går hen og bliver irriterende.

Dild eller ej

Misères er ikke den værste plade, jeg har hørt i år. Det er dog muligvis den mest ligegyldige. Sangskrivningen er ikke bare simpel, den er banal. Vokalen gør sit bedste for at lyde skinger og smertelig, men ender mestendels med at flyde flad og forceret. Og apropos flad, så gætter jeg på, at trommeslagerens yndlingsbands er Discharged og Darkthrone, for av min arm, hvor bliver der nærmest bare serveret nonstop D-beats. Nu og da får vi også lidt stortromme og hihat, men der er meget langt imellem snapsene. Hvilket er ironisk, når netop en flaske snaps eller to nok ville få albummet her til at glide ned noget nemmere, dild eller ej.