Det’ sørme, det’ sandt, Detraktor
Det nordtyske thrashband Detraktor runder 7 vintre denne måned, hvilket i slutningen af november markeredes med udgivelsen af gruppens anden langspiller Full Body Stomp. Hamborg-trioen har siden debuten Grinder fra 2019 udskiftet tøndebanker Henrique ”Coruja” Queiroz med Pablo Cortés (ex-Razorhead, ex-Tonus) og har denne gang sat sig for at udforske, hvorledes de dyriske instinkter hos mennesket påvirker vores drifter i det daglige. Manden bag artwork og layout på albummets cover er i øvrigt Rafael Dobbs, der også svinger øksen i bandet.
David Attenborough på badesalt
Det kræver ikke just megen bladren i annalerne at fastslå de stolte traditioner, det preussiske rige har inden for thrash metal. Undertonerne af teutonernes notoriske firebande forekommer af samme årsag frygtelig forudsigelige, selvom flokkens silverback Boris Pavlov med sine uartikulerede abelyde under ”Gorilla” i højere grad giver indre visualiseringer af en David Attenborough brændt af på badesalt. Der er til gengæld fuldt drøn på trommerne samt unison harmoni mellem riff- og baslinjen. Bjørnebrølene på ”Bear Fight” giver i tråd med første skæring yderligere indikation af det kunstneriske ambitionsniveau på Full Body Stomp. Cortés smittende energiudladninger ophæves af banale beats og riffkompositioner, mens tekstuniverset fremstiller Pavlov med samme intelligenskvotient som Bruce Banners grønne alterego.
Generelt er kompleksiteten i tekstindholdet plaget af lixtal, der får Ivan Moody til at tage sige ud som en moderne William Shakespeare. Tag for eksempel ”Perro”, der betyder hund på spansk, hvor en ellers lovende instrumentalintro smuldrer under vægten af Pavlovs begrænsede vokale spændvidde og ikke mindst de skizoide gentagelser af titlen. Bedst som jeg sidder undertrykt tilskyndet selv at hoppe i Dolph-kostumet og bræge ”Død ved kølle!” af mine lungers fulde kraft, rammer vi pladens syvende spor, der bærer det kreativt banebrydende navn ”Seven”. Her præsenteres et særdeles kærkomment tematisk afbræk, hvor vi pludselig beskæftiger os med eksistentialistiske dimensioner af religiøst hykleri og menneskehedens tilbøjeligheder til synd. Lydsiden er i top, selvom guitaren lander en anelse til den høje side i mixet, og det atmosfærefyldte breakdown giver os skivens hidtil bedste præstation.
De spansk-mexicanske introhooks på ”Revenge” hæver barren yderligere, hvor også Pavlovs pseudorap-fortolkning af Max Cavalera faktisk fungerer overraskende godt. Resultatet bliver et super groovy nummer, hvor Cortés’ trommer og Dobbs med tempovarierende riffs sætter en tæt og medrivende stemning. Ulykkeligvis lægger vi lige så primitivt til kaj, som vi lagde fra land på ”Filth Me Up”. I al sin infantile enkelthed handler historien om manden, der forlader partneren for at drage ud og lade sige opsluge af sin undertrykte kønsdrift. Dobbs har til lejligheden angiveligt forsøgt at kigge riffsnedker Kirk Hammett over skulderen, om end han ikke just formår at omsætte det til praksis på albummets tåkrummende finale.
Lad aben blive i buret
Hvis målsætningen med Full Body Stomp blot har været at fortolke menneskets meste primitive drifter, må man sige, at albummet har bestået med bravur, og Detraktor besidder bestemt også råmaterialet til at bide sig fast i den tyske thrashscene. Men selv om der sandt for dyden ikke er gået en verdenstenor tabt i hverken Mille Petrozza eller Marcel Schmier, så ligger begge stadig milevidt over Boris Pavlovs niveau. Der kunne derfor sagtens spekuleres i at finde et bedre vokalt match, og i stedet lade Pavlov koncentrere sig om bassen på fuld tid, da han allerede behersker den seksstrengede aldeles glimrende. Omvendt er der to bananer i vejret til henholdsvis Cortés og Dobbs for deres indsats som dyrepassere i abeburet. Som afsluttende bemærkning bør der fremadrettet udvises væsentlig større omtanke, endsige omhu med tekstskrivningen — og så håber jeg inderligt, at vi har hørt det uigenkaldeligt sidste fra lydbiblioteket i Hamborg Zoo!