Begrænsningens kunst er en svær størrelse
‘More is more!’
Navnet Deception er ikke ligefrem ubrugt på den verdensomspændende metalscene. En hurtig søgning på nettet giver straks de første 10-15 resultater på bands, der benytter sig af navnet, og denne anmelder måtte da også lige dobbelttjekke, da nærværende album landede på skrivebordet. Var det melodeath-bandet fra Stavanger? Tjek, det var netop dem og ikke det polske death metal-band, de spanske goth-rockere eller de canadiske thrashere, der alle bærer samme navn.
Forsangeren Sindre Wathne Johnsen, der sidste år påtog sig en ekstra tjans som ny frontmand i Blood Red Throne, sidder ikke stille ret længe ad gangen. Han og kumpanerne i norske Deception er nu klar med opfølgeren til The Mire fra 2021, og det er blevet til et yderst ambitiøst og pompøst værk, der både melodi- og genremæssigt kommer vidt omkring.
For meget af det gode
Nu kalder jeg godt nok Deceptions nyeste værk, Daenacteh, ambitiøst, men sandheden er, at det faktisk er en underdrivelse af de helt store. Selvom det kan lyde som en voldsom omgang, kan musikken bedst beskrives som hårdtslående, progressiv og teknisk melodisk death metal med masser af symfonisk synth. Og det er bare i hovedtræk. Undervejs på skivens otte skæringer fordelt på 45 minutter er der nemlig også flettet en masse bidder ind fra et hav af metallens forskellige subgenrer. Og som om det ikke var nok, skal man som lytter også koncentrere sig om albummets grundlæggende fortælling, der omhandler en ung kvinde, der skal passe på sin familie, imens et brutalt styre skal navigere hendes land gennem en national katastrofe (!). Lyder det som lige lovlig meget på én gang? Jamen, det er det faktisk også.
Daenacteh starter som lyn og torden med det fremragende nummer “Sulphur Clouds”. Den hidsige åbner flyder ubesværet over i efterfølgeren, “King of Salvation”, der ligeledes er en flot og overvældende oplevelse. Allerede her efter to numre høres det tydeligt, hvor mange ingredienser Deception har smidt ned i den store gryde, og det er egentlig fedt nok, men mindre kunne også gøre det. Nuvel, tredje skæring, “Iblis’ Mistress” er heller ikke tosset, men det er her, det for alvor begynder at blive uoverskueligt. Produktion, riffs og vokal er sådan set på et rigtig højt niveau hele albummet igennem, men der leges med så utrolig mange ideer og kreative indspark, at det ender med at blive en rodebutik, hvor de kreative indslag vælter ned fra hylderne og forårsager skade. Pludselig er der black metal-passager midt i en progget solo, og efter et omkvæd a la Baest kommer et djentet breakdown og lidt core-vibes. Pladen har sine højdepunkter i form af de to første numre samt “Monophobic” og den flotte afslutter, “Daughters of the Desert”, hvis denne bare havde været lidt kortere end sine ti meget lange minutter. Men det er, mildest talt, ret svært at høre hele pladen igennem fra start til slut uden tiltrængte pauser undervejs. Trods den relativt beskedne spilletid.
Yngwie Malmsteen har ikke altid ret
Deception har fat i mange fede ting, og de både lyder og spiller godt. Men man sidder konstant med en forestilling om, at Daenacteh er resultatet af Baest og Lamb Of God, der har lavet en plade sammen med danske Defecto, mens alle parter har skændtes om, hvordan pladen skulle lyde. Og ja, det lyder som en voldsom forsamling og et noget aparte projekt, men det er ærligt talt det, vi er ude i; et ultraambitiøst melo death-projekt spækket med alverdens virkemidler, der på et eller andet tidspunkt har fascineret Deception.
Progressive ideer, ukonventionelle logikker og eksperimenter med forskellige subgenrer kan sagtens være fedt og løfte en ellers middelmådig plade, men det kræver balance og ikke mindst indsigt i, hvornår man skal stoppe. En berømt guitarekvilibrist udtalte engang, at ‘more is more’, men det er bestemt ikke tilfældet her. Havde man droppet en del af orkestreringen og forsimplet kompositionerne her og der, kunne pladen være glimrende. Men desværre kan ‘keep it simple’ ikke oversættes til norsk.
