Sidste skud i bøssen
DAMN FREAKS er fire italienere, der har været vidt omkring i den italienske rockverden og har fundet sammen i én enhed. Hovedmanden bag projektet er trommeslageren Matteo Panichi, som havde arbejdet med noget materiale, guitaristen Marco Torri havde smidt efter ham. Det ene førte til det andet, og pludselig stod de med et band, der også havde den aldrende sanger Jacopo Meille på vokalen. Et band var født, og ud i verden skulle de.
Er tiden løbet fra nyt 80'er-rock?
Spørgsmålet, der straks opstår, er , hvorfor fire gutter i deres sensommer vælger at gå sammen og lave noget, som 1000 andre har lavet. Et rockband, der læner sig op ad Van Halen og Bon Jovi er prøvet så mange gange, der ikke umiddelbart er plads til mere af den slags. Det er okay at prøve noget, som andre enten har perfektioneret eller blot skabt sig en storslået karriere på. Men så skal den også sidde lige i skabet, hele vejen igennem.
Bevares. Man har læst på lektien og fundet alle de gode byggeklodser frem. Guitarriffs, storladne trommer i baggrunden, en god, solid stemme, den obligatoriske powerballade, og så ellers fuld fart frem med rock-maskinen. Men. Det fungerer bare ikke. Jo, de enkelte bestanddele fungerer fint, hvis du splitter dem ad. Det er sikkert også sådan, det er indspillet. Det enkelte instrument for sig og så vokalen til sidst. Det virker bare ikke, når det hele sættes sammen.
Når man vælger at præsentere sit produkt med, at det skal stå lige op med sange som ”Knucklebones” fra David Lee Roth-samlingen eller Van Halens ”Panama”, sætter man også barren virkelig højt, og der skal ikke kun en produktion af en anden verden til, men så sandelig også musikere, der skal spille deres livs musik. Det gør DAMN FREAKS desværre ikke, hvilket får mig til at spørge: Er tiden vokset fra nyt 80'er-rock, eller skal vi blot nyde den musik, der allerede er lavet og komme videre i livet?
Lad os kaste dem en redningsvest
Nu er det hele ikke lige skidt. Både på ”Break the Chains” og balladen ”Broken Wings” vises der noget af det, som gør, at Damn Freaks sniger sig op på fire kranier. Her kan man høre, hvordan Jacopos stemme endelig kommer til sin ret. Men denne ret ligger måske andre steder end 80'er-hard rock. For at være ærlig skulle han prøve sig med andre genrer, og han ville sandsynligvis passe bedre i noget country rock eller noget easy listening/vocal jazz, som f.eks. Dean Martin eller Frank Sinatra arbejdede i.
I bund og grund er jeg ikke særlig imponeret over DAMN FREAKS og deres forsøg på at rejse tilbage i tiden, finde noget, som fungerer, og kopiere det over i deres egne tanker og følelser. Det virker ikke, og jeg frygter lidt, at dette udspil kunne blive deres eneste.
