Detaljens triumf og et holistisk gennemført album

Det er med store forventninger, at jeg tager hul på nyeste udspil fra Cynic. Et band, som med kun to albums siden 1993, har skabt deres egen lyd, univers og en meget trofaste og dedikeret fanskare. Tredje album er nu ankommet, og allerede før jeg modtager albummet ved jeg, at traditionelle anmelderparametre vil være opfyldt.

Fokus på den lille detalje

Coveret er naturligvis gennemført og detaljeret - tiltænkt en LP. Ligesom produktionen selvsagt er suveræn og rendyrket vellyd. Her er fokus på den lille detalje, samtidig med at det er tænkt og eksekveret stort. Teknisk er musikerne i særklasse og stilistisk kan man forvente hvad som helst fra Cynics side. Bandet kan ubesværet veksle mellem progressivt rock, metal, fusions jazz, tekniske dødsmetal og alternativ rock.

Lad os bare begynde med at klassificere dette album. Det er mere et jazzet hardrockalbum, fremfor et metalalbum. Men, når det er sagt, så findes der denne dunkle undertone, som giver modspil til den friserede vellyd.

Tilgængeligheden, eller rettere mangel på samme er dette albums fjende. Selvom lyden ikke er kantet og metallisk er det en stor mundfuld at kapere og overskue. Bandets forsanger og guitarist Paul Masvidal fortæller om albummet til det irske magasin Molten:

It feels very modern and at the same time it just feels really cool. I'm big in the space. It's definitely new. It's not like anything we've done before. It's a new color, a new space. I think people will really take note of even the guitar stuff. I'm really shifting gears, I'm trying things in a different way and the way stuff is played. It's a new space for Cynic, for sure. It definitely sounds like us, except completely new.

Men selvom det er nyt, har Cynic bibeholdt deres varemærke - de progressive opbygninger og den robotagtige vocodervokal.

Detaljernes triumf

Cynic giver med deres tredje album et forfriskende bud på hvordan metal også kan lyde - og ingen lyder helt som Cynic. De er deres egne og som sådan altid spændende at følge. Et bud på hvordan Death måske kunne have udviklet sig?

Albummet skal høres af alle som er til progmetal og store kompositioner. Dette er et album til dem som ikke frygter en båndløs bas, abstrakte, overjordisk tekster og flerstemmigt kor.

Potentielt er dette måske deres mest progressive album, og jeg er endnu ikke færdig med at dyrke detaljerne - for det er detaljernes triumf og samtidig et holistisk gennemført album. Faktisk tror jeg ikke helt at jeg har forstået omfanget af albummet endnu. Men har sikkert også 10 år til at fordøje det, før vi får næste udspil fra amerikanerne.

Koncerter

Indtil videre er der kun bekræftet en enkelt koncert i Canada til august.