Fremtidens metalcore er tysk
En spændende vision
Den tyske kvintet Cry My Name blev dannet i Hamborg i 2007, da medlemmer fra en håndfuld forskellige lokale bands fandt sammen om at skabe et nyt metalcore-projekt. Visionen var, og er stadig, at skabe klassisk god gedigen metalcore, der stilmæssigt både skuer tilbage, men også fremad.
Med to EP'er og to fuldlængdealbums bag sig har de nu udgivet deres tredje langspiller, Reflections. Og selvom en del af materialet er gammel vin på gamle flasker, rummer pladen også friske pust af nye metalcore-opskrifter.
Nytænkning
De seneste 10-15 år er verden blevet bombarderet med metalcore – en smule af den gode slags, men desværre også rigtig meget af den middelmådige og decideret ringe slags. Denne sidstnævnte galej nægter Cry My Name at ryge med på. Og det lykkes ganske fint.
Reflections starter med nummeret "Patience", som på mange måder lyder som så meget andet i samme genre. Og det gør resten af pladen umiddelbart også. Men det bliver tydeligt, når man efterhånden får lyttet lidt grundigere til skiven, at Cry My Name gerne vil skille sig ud på flere punkter. Hvor rigtig meget metalcore hurtigt bliver generisk og en yderst udmattende lytteoplevelse, formår disse fem energiske og velspillende tyskere at skrive numre med en kompleksitet, der ligger over gennemsnittet – samtidig med at der med succes stræbes efter gode melodier og hooks. Væk er de forudsigelige breakdowns og andre endeløse metalcore-floskler fra den gamle, velkendte skabelon. Og ikke nok med det, så er produktionen og bandets tekniske formåen helt oppe på det super sprøde niveau.
Sidst, men ikke mindst: En af de største nydelser, jeg fik ved at lytte til Reflections, var forsanger Cedric Bench. Hans sangstil kan spores i retning af både Greg Puciato og Oli Sykes, og det er sgu ikke helt tosset.
Et frisk pust
Ganske kort sagt er Reflections et album, der både er tro mod alle de gamle metalcore-dyder, men samtidig gør op med uskrevne regler og konformitet og kommer med nye, genreudfordrende idéer til, hvordan metalcore også kan, og efterhånden bør, lyde. Man hører umiddelbart ikke "det nye sort" ved første gennemlytning, men tro mig – musikkens visioner åbenbarer sig over tid.
Det er ikke den dybe tallerken, der opfindes her, men Reflections er bestemt et frisk og tiltrængt pust til genren. Fortsætter tyskerne med at anskue metalcore fra denne vinkel, kan der være store sager i vente om nogle år. Indtil videre holder det sig dog "kun" på det interessante stadie.
Er man til spændende og nytænkende metalcore, er her helt klart noget at komme efter. Fans af Bring Me The Horizon, A Day to Remember og Bury Tomorrow bør bestemt tjekke Cry My Name ud.
