Cro-Mags skruer tiden tilbage på ganske habilt femte album

Endelig tid til ny musik

Så er der gode nyheder til fans af den gode gamle New York Hardcore. Det er ikke mange bands fra Lower East Side-fænomenets storhedstid i de sene 1980’ere, der stadig er aktive, så når der kommer nyt fra den front, må vi lige spidse ørene og rette vores opmærksomhed den vej.

I dette tilfælde er der tale om Cro-Mags, der nu – langt om længe – er klar med deres femte langspiller. Pladen, som har fået titlen In The Beginning, er den første siden Revenge, der efterhånden har tyve år på bagen. Men som kendere af Cro-Mags nok vil vide, kommer interne stridigheder og udskiftning af medlemmer ofte i vejen for den kreative proces. Umiddelbart kunne den slags fungere som et glimrende afsæt for en vred hardcore-plade, men In The Beginning tager ikke udgangspunkt i nutiden; den er derimod en hyldest til miljøet og tiden, der skabte Cro-Mags.

“Nu skal I høre, om dengang far var sur”

Takket være gruppens to første albums, The Age of Quarrel og Best Wishes, fra den sene del af 80’erne, har Cro-Mags opnået kultstatus i punk- og hardcorekredse. Men det har ikke altid været lige let at være chefen i galehuset, Harley Flanagan. Gennem adskillige år har han kæmpet – både i retten men også helt bogstaveligt – med den tidligere forsanger John Joseph om ophavsrettighederne til musikken og selve bandnavnet. Efter langs tids mudderkast, trusler og selvbiografier af de to herrer, hvor de ytrer sig skånselsløst om, hvor stor en idiot den anden er, fik Flanagan sidste år medhold i sin sag, og så blev der endelig tid til det vigtigste igen, nemlig musikken.

In The Beginning er, som titlen også afslører, et tilbageblik på dengang Flanagan var en vred ung mand, der sammen med en masse andre vrede unge mænd boede på gaden, gjorde som det passede dem og spillede punk og crossover-thrash i de mere skumle dele af det sydlige Manhattan. Tilfældigt er det da næppe heller, at åbningsnummeret på skiven, “Don’t Give In”, minder utroligt meget om bandets nok mest kendte nummer, “We Gotta Know.” Lytteren føres tilbage i tiden lige fra første powerchord, og teksterne er selvfølgelig centreret omkring, at man skal være sig selv, beskytte sig selv, holde på sin ret og selvfølgelig give en fed langemand til systemet imens. Altså ligesom i gamle dage, omend det generelle udtryk er noget pænere og mere poleret end dengang.

Fire akkorder, en vred vokal og tretten numre, der (på nær to) ikke varer længere end tre og et halvt minut, er opskriften på en plade, der i bund og grund hverken skuffer eller overrasker. Dog trækker det op i den samlede bedømmelse, at pladen har en dejligt lyttevenlig balance over sig. Den starter med bulder og brag, går derefter lidt mere i dybden med sit tema med en hastighed, der er sat en anelse ned, for så igen at slutte af med flere brag. Undervejs får vi endda det næsten seks minutter lange instrumentalnummer, “Between Wars”, og det er i høj grad med til at gøre sammenhængskraften på et hardcore-album som dette større, end man skulle tro.

Mere af det samme

Med In The Beginning har Cro-Mags begået en ganske hæderlig plade, selvom der stilmæssigt ikke er sket ret meget siden 1986. Det skulle da lige være datidens farlighed og ekstreme udtryk, der tydeligvis er stagneret gennem årene, men bevares; Flanagan har efterhånden rundet de 53 år, er blevet familiefar og er nok ikke så sur længere, som han var engang. Men derfor kan det stadig godt undre mig, at den altid flabede og excentriske Flanagan ikke er bare en anelse mere vred, end det er tilfældet – især når man tænker på, hvad manden har gennemlevet i de sidste tyve år.

Den retrospektive femte plade, In The Beginning, vil uden tvivl tilfredsstille de mest trofaste fans. Det er den karismatiske frontmand, som altid har noget på hjerte, der har skrevet en hyldest til sin fortid, og den slags er altid et lyt værd. Pladen er lige præcis, hvad man kunne forvente og på ingen måde dårlig, men det vil nok altid være deres to første skiver, som gruppen bliver husket for.