Absolut absurd

Tyske Crematory har eksisteret i næsten 35 år med vekslende besætning. Destination er deres syttende album, som de selv beskriver som et ’musikalsk best of-album med rødder i den melodiske death metal, hvor der dykkes dybt ned i det gotiske univers og samtidig overrasker lytteren med flere electro dancefloor bangers’. Denne absurde beskrivelse af album-oplevelsen får straks ens alarmklokker til at bimle, for det lyder jo totalt forrykt … Eller som tyskerne selv ville sige det: ’total verkokst’. Og ’total verkokst’ er lige, hvad Destination viser sig at være! 

Sjaskkedeligt metal

Efter en okay start med ”Destination”, der blander tysk tonserthrash a la Destruction sammen med synthtoner fra landsmændene i Rammstein, bliver der åbnet helt op for den tyske rodebutik. ”The Future Is A Lonely Place” går over i en helt anden boldgade og er tryllemetal, som man kender det fra Avantasia - bare halvt så ophidsende. Den engelske vokal, med fuldfed tyskeraccent, reciterer teksten så langsomt, at vokalen konstant hænger med rumpen i vandskorpen på musikkens tempo. Det er virkelig hårdt at høre på. Nærmest stressende.

På “Welt Aus Glas” går Crematory full on Rammstein, og det opleves bedre og mere rent, lige indtil Type O Negative-covernummeret ”My Girlfriend’s Girlfriend” tager over. Nummeret smadrer alt med sit fesne rock udtryk, et slattent gengivet synth-bell riff og en vokal, der vrider og vrænger sig i en pinlig efterligning af Peter Steele. Det er hverken respektfuldt eller interessant udført, det er nærmere modbydeligt, og bandet burde anholdes for gravskænderi. 

Crematory fortsætter med at hive noget halvhjertet hardrock ned fra hylderne, og allerdybest inde finder de pludselig deres gotiske inspiration frem og lader et kirkeorgel stå for et udefinerbart riff, der bliver det gennemgående tema på nummeret ”My Own Private God”. Vokalen virker nærmest hjælpeløs på dette nummer, for teknikken på growlen halter og får hverken tyngde eller dybde. 

Og så kommer nogle af de ’electro bangere’, som bandet har truet med: ”Toxic Touch” og ”Das Letze Ticket”, hvor der veksles mellem engelske og tyske tekster. Men det tosproglige bliver hverken spændende eller eksotisk, for det er numre med sjaskkedelige opbygninger, og oplevelsen af dem er fuldstændig blottet for tæft og retning. 

Det tynde øl

Destination består af hele tolv fortyndede udgaver af al det gode metal, som er blevet tappet fra den tyske metalscene i de sidste fire årtier. Forestil dig at drikke en weissbier med vand i … Tyndt tyskertis med ekstremt fladt skum på toppen! Sådan er det at lytte til Crematorys nye album, der løber lige gennem det ene øre og ud af det andet.